Sidste år forsøgte jeg mig med en julebog. Med en brøler af rang. Jeg kaldte den ‘hvem myrdede julemanden’, og det kan man bare ikke. Jeg syntes, titlen var sjov – men det var jeg næsten alene om. Man myrder ikke julemanden. Punktum. Som i slet ikke. Heller ikke hvis det er en i udklædningstøj i et stormagasin.
Jeg har naturligvis taget konsekvensen og omdøbt historien til ‘Mordet i juleudstillingen’, som jeg så håber er lidt mere spiselig. Og det er stadig ikke ‘den rigtige’ julemand, som bliver myrdet. Så ingen grund til panik.
Fordi der ikke var julemænd i noget dansk stormagasin før i ’32, måtte jeg vælge et andet tidspunkt end 1910 til julehistorierne, og det blev så det tidligst mulige, når man har den der penchant for virkelighedsnærhed. Og så måtte jeg vælge – Anna og Christian som midaldrende eller et nyt par. Det blev et nyt par – frk. Adeline l Cour – og Strømmen, som stadig – lige akkurat – er i opdagerpolitiet. Jeg har nemlig andre planer med Anna og Christian. De er ikke slet gået på pension i ’32, men har gang i andre ting. Nogle afsløres i julebøgerne – nogle ikke. Mere om dem i bog 5 og 6; jeg er begyndt på begge.
Det er december 1932. En mand i julemandskostume med en brunkage i hånden bliver fundet død bag kanen i juleudstillingen.
Husets kvindelige detektiv sættes på sagen og må sammen med en af politiets opdagere forsøge at opklare mysteriet, før stormagasinet åbner.
De har tre en halv time.
65 minutter hygge, humor og en lille smule mord.
Og der kommer naturligvis en ny julehistorie i år med garanteret grand guignon i guirlanderne. Mere om den senere.
Og da der så er to, er det naturligvis en serie. Forbered dig på flere…
Første anmeldelse lige fra sofaen
Er du også lidt træt af krænkelsessager og VM i et eller andet, og trænger du til en time i sofaen, mens du glor på fuglene i kulden udenfor – så er Mordet i Juleudstillingen lige det, du har brug for. En klog kvindelig privatdetektiv og en næsten pensioneret politiopdager, skrider til handling da børnenes julemand i stormagasinets legetøjsafdeling en morgen ligger død på gulvet. En flaske portvin og nogle brunkager er nærmest de eneste spor, der er at gå efter. Og mens morgenen skrider frem kommer intriger og misundelse og en del andre fornøjelige sandheder for en dag inden stormagasinets daglige beboere indtager deres pladser.
Freya Anduin har en sjælden evne til at skabe søde, sjove, sjældne og morsomme billeder gennem sit sprog, hun beskriver både ting og omstændigheder, så det bliver en oplevelse i sig selv og det er ikke nødvendigt at udpensle vold, blod og afstumpet handling – det er der nok af i nyhederne.
Det blev en skøn time i stolen med pladevat på maven mens solsorten fløj frem og tilbage i haven og retfærdigheden trådte i karakter – jeg giver den et glas gløgg og en bunke brunkager, som bedste karakter, man tør jo næsten ikke drikke portvin efter den historie.
Birgitte Zimling