Det er min morfar

Posted on

Nogle gange mødes fakta og fiktion på måder, man ikke lige havde forventet. I går holdt jeg foredrag i Nysted min research til bøgerne, og der nævnte jeg nødvendigvis Hakon Jørgensen, som er en af de vigtigste personligheder i dansk politihistorie – han fandt en metode til fjernidentifikation ved at kode fingeraftryk, så de kunne telegraferes og sendes over landegrænser, han indførte og uddannede politihunde og skrev en håndbog om det, han var den første leder af Politiskolen, en overgang konstitueret politidirektør og chef for det internationale Centralbureau for Identifikation, som kom til at ligge i København pga. ham.

Hakon Jørgensen skrev ‘Læren om Forbrydelsens Efterforskning’, inkl. Signalementslæren, som er fuldstændig fantastisk og bl.a. indeholder ‘opskriften’ på den opdagertaske, Christian har, og det er ham, der har anbefalet Christian at søge ind som opdager og anbefalet ham til Madsen, hvor min fiktion møder virkeligheden.

Og efter jeg så med begejstring har udbredt mig om Jørgensens meriter, siger en dame blandt publikum: Det er min morfar. Hun kan så supplere med viden om hans fire børn – tre piger og en dreng, og hvordan de boede på Politigården og løb på rulleskøjter på gangene.

Jeg elsker at tale med publikum, som tit ved en hel masse – om ballet, om fotografi – om alt muligt, som gør, vi kan dykke længere ned i 1910, men det er første gang, jeg har mødt en, der var direkte efterkommer af en af mine helte, som desværre døde alt, alt for tidligt.

 

(Maleri af N.V. Dorph (1862-1931))