Til et julearrangement hos min krimikollega Gittemie Eriksen lovede vi gæsterne at skrive hver sin kriminovelle med ord, de valgte. Og de gjorde sig virkelig umage: Blod, Corselitze, grib, insulinpumpe, hjerte-blod, Falsters hjerte, Gud…!, partikelaccelerator, genkomst, råddenhed/ råddenskab, udeskuret, kloakrotterne, mistelten, venerabel, obsternasig, Kristus, svumpukkel, gasledningen.
Og det er jo så lidt af en udfordring, når ens historier forventes at foregå i 1910. Men så må man improvisere, og i dette tilfælde tage familien til hjælp. Anna og Christians altså. Her er resultatet:
En mappefuld mord
De havde gået tur i skoven ved Corselitze. Det var ikke et område, Giselle kendte særligt godt. ‘Falsters Hjerte’ havde nogen talt om, men hun var ikke sikker på, om det var her. De var på julebesøg hos familie, de ikke havde set længe for bl.a. at hente et arkiv, som fyldte flere kasser, og som nu stod i stuen. Det havde kostet en del diskussion, at kasserne ikke havnede i udeskuret, men Giselle havde påpeget, at indholdet ikke kunne tåle fugt og kulde, så kasserne endte med at blive flyttet fra spisebordet på Falster til spisebordet på Frederiksberg.
Giselle og Harald kunne fejre diamantbryllup om et par måneder, og en blanding af nostalgi og nysgerrighed havde fået hende til at interessere sig for slægtsforskning. Der var et bredt udvalg af primært akademikere. De fleste med udmærkelser fra både hjem- og udland i arbejdet med alt fra at bygge en partikelaccelerator i Cern til at opfinde en insulinpumpe. En var involveret i at undersøge gasledningen, som var sprængt i Østersøen. Som hun sad og udfyldte stamtræet var der noget, som pludselig fangede opmærksomheden. I fire generationer havde der været detektiver. Både mænd og kvinder. Hendes bedsteforældre Anna Lendorph og Christian la Cour var de første. Så hendes mor Adeline la Cour, gift Leander. Hendes egen søster Josephine Ida Bjørnsson, født Leander. Josephines søn Christian Leander Bjørnsson.
Hun skrev sit eget navn på – Giselle Agnes Heidelberg, født Leander. Gift med Harald Eugen Heidelberg. Hun havde selv noget til fælles med både sin mor, sin mormor og sin søster: uddannet kemiker. Men hvor hendes søster Josephine havde valgt at følge familietraditionen, var hun selv gået en anden vej.
Giselle begyndte at rode i kasserne. Der var mange fotografier, ikke mindst fordi hendes mormor også havde været fotograf. Der var stakke af familieportrætter, fotografier fra Paris, New York, London… og så… billeder som forhåbentlig ikke var familieportrætter. Der var lidt for meget blod på. Det så ud til, denne kasse mest indeholdt papirer fra hendes mormors arkiv. Mapper med noter, journaler, fotografier… men hun havde også ejet sin virksomhed, så hun kunne have kopier fra de sager, hun arbejdede med, selvom det var politisager. Giselle bladrede fascineret, læste hist og pist og endte til sidst fanget helt.
Et par timer senere kom Harald ind for at se, hvad der var blevet af Giselle. Den udprægede mangel på madduft havde foruroliget ham, og nu rumlede hans mave, så den næsten overdøvede radioen. Hun hørte ham ikke engang komme ind men sad bøjet over en mappe, fuldstændigt opslugt. Harald gik hen og gav hende et forsigtigt prik på skulderen. Hun hoppede.
– Du er langt væk?
– Fascineret af verdens råddenskab.
Giselle sukkede.
– Min mormors arkiv. Hun var involveret i mere, end jeg har hørt om. Nogle sager er ret grusomme. Nogle lige til en film.
En side med noter og billeder fra en kirke og af en blodbestænkt lysestage havde standset bladreriet og tændt Giselles fantasi.
– Ku’ vi få noget at spise?
Giselle grinede.
– Hvad er der galt med lidt gør-det-selv rugbrød med spegepølse?
Sætningen blev akkompagneret af en rumlen fra hendes egen mave. Det var over spisetid. Et blik på uret viste to timer over.
Svumpukkel! Kloakrotte! Djævleyngel! Farisæer! Præstens ord gjaldede ud i kirken, mens han truede luften med en knyttet næve. Han havde ansigtet vendt mod billedet af Kristus over alteret, selvom ordene ikke var henvendt til ham men til en præsten ubekendt personage, som havde myrdet en ældre dame i menigheden. En trofast kirkegænger, mild og blid og altid med en mønt til kirkebøssen. Han stod med avisen i den anden hånd, hvor en ganske kort artikel oplyste, at frk. Lovisa Alminde var fundet dræbt i sit hjem kun et par huse længere nede ad gaden. Politiet formodede, gerningsmanden var en tyv, og at det var en, hun selv havde lukket ind. For præsten betød det, at synderen kunne være en fra hans menighed, og det var utilgiveligt. Og så endda op til jul. Han lagde sig på knæ foran alteret for at bede: – Herre min Gud…!
Det kom ikke i noget bedende tonefald men i stedet med en kraftig undertone af bebrejdelse hvis ikke ligefrem vrede. Hvordan kunne Gud tillade den slags? Nu? Her? Og stakkels frk. Alminde, hvis milde åsyn han allerede savnede. Efter bønnen læste han artiklen igen, hvoraf også fremgik, at Opdagerpolitiet var involveret ved overopdager Christian la Cour. Han nåede ikke længere, for kirkedøren gik op, og et yngre par kom ind. En høj, smuk, sorthåret mand og en køn, rødhåret kvinde med en meget fiks hat – begge med store tasker. Manden præsenterede sig som bemeldte la Cour og introducerede kvinden som frk. Anna Lendorph, politiets fotograf og retstekniker.
– Vi tænkte, vi kunne tale med Dem på vej til frk. Almindes lejlighed? Sætningen hang som som et spørgsmål, og præsten viste ind i sakristiet, hvor de kunne sætte sig. Præsten forklarede om Lovisa Alminde og hendes gode gerninger, milde væsen og gavmildhed, som han tænkte ikke just kom fra overflod. Han blev derfor meget forundret over at høre, at frk. Alminde måske ikke var formuende som sådan, men hun havde penge på sparekassebogen, og et par hundrede kroner var tiltænkt menighedsplejen og ville blive overdraget, når politiet var færdige med sine undersøgelser.
Frk. Lendorph bekræftede, at frk. Alminde var blevet dræbt med et slag i hovedet med en af hendes egne sølvlysestager, og at man mente, hun var dræbt af en, hun kendte. Om præsten vidste noget om hendes bekendtskabskreds?
Samtalen med præsten havde ikke bidraget med meget, og både Anna og Christian håbede, de fik mere ud af at undersøge lejligheden. Frk. Alminde selv var undersøgt, og Anna havde taget billeder på Retsmedicinsk, hvor retslæge Pontoppidan uden vanskeligheder havde konkluderet, at frk. Lovisa Alminde, 65 år, var slået i baghovedet med en tung metalgenstand og var død af slaget. Den tunge genstand var først med på retsmedicinsk, hvor den blev sammenlignet med skaden, og der var ingen tvivl. Lysestagen var derefter undersøgt for fingeraftryk på Annas laboratorium. Nogen havde holdt om stagen, som var af tretårnet sølv, 40 cm høj med en tung, ciseleret fod, en stilk med en dekoreret knop på midten og en stor, ottekantet krave med en spids til at holde et lys, som kunne være op til 4 cm tykt. Den lignede en alterstage. Der var håndaftryk på stilken men ikke andre aftryk. Stagen havde været pudset for nylig, sat på plads med pudsekluden som beskyttelse, og så senest taget ud af skabet ved at holde om stilken og brugt, uden hånden blev flyttet. Den var derefter smidt på gulvet ved siden af frk. Alminde. Nu var stagen på Centralbureauet for Identifikation i venten på, at der måske blev fundet en potentiel gerningsmand, man kunne tage håndaftryk fra.
Det var let nok at se, hvor stagen var kommet fra. Et vitrineskab i stuen stod åbent, stadig med nøglen i. Både nøglen og den fine elfenbensknop på skabslågen blev penslet – der var aftryk. Knoppen blev forsigtigt skruet af og den og nøglen lagt i pose til nærmere undersøgelse. Stuens øvrige interiør svarede ikke helt til præstens beskrivelse. Det var dyre møbler og malerier, som tyven åbenbart ikke havde genkendt – eller interesseret sig for. Vitrineskabet var tomt, så det havde formentlig været fyldt med andre ting af samme lødighed som mordvåbnet. Måske tyven blevet forstyrret, siden stagen ikke var samlet op og taget med? Eller sækken var allerede fuld? Eller for tung?
Man kunne stadig se blodpletten på gulvtæppet, som var et dyrt, ægte tæppe, men det passede ikke i målene til stuen. Der var en forkerthed over interiøret, som var svær at få fat i, og som krævede mere opmærksomhed. Måske en lille pause ville gøre det lettere at se. Anna og Christian gik ud i køkkenet, som så helt normalt ud. Intet specielt der. Soveværelset så også almindeligt ud men kun på overfladen. En gennemgang af kommoden viste dyrt undertøj og kostbare smykker og et par tomme skuffer. En større overraskelse kom i garderobeskabet. Det var som om, der boede flere i lejligheden. Der var dyrt tøj og dyre sko – og det modsatte. Billige og dyre hatte, en billig og et par dyre frakker. Nogle billige, reparerede kjoler og en del dyre – et par dem skræddersyede. Men størrelsen var den samme. Måske det forklarede præstens tro på, at frk. Alminde ikke havde mange penge – hun var gået i kirke i det billige tøj. Men hvor kom resten fra? Og hvordan havde hun råd til det? Anna tog et par af kjolerne ud og gik dem efter i sømmene. Helt bogstaveligt. De var rettet til og var forskellige på en usædvanlig måde. De fleste kvinder købte deres tøj samme sted, men de her kjoler var forskellige både i mærker og den oprindelige størrelse. Anna gik tilbage til stuen og kiggede rundt. Og fandt ud af, hvad forkertheden gik ud på. Møblerne passede ikke sammen. Normalt købte man et møblement – måske på afbetaling – ligesom til soveværelset, men møblerne her var enkeltstykker, som kun overfladisk så ud til at passe sammen. De fleste var fine arbejder i cubamahogni med intarsia men ikke med de samme motiver. Der var ikke meget nips – et par kongelige porcelænsfigurer og nogle krystalting: en skål på fod, en bonbonniere og et par vaser. Der var malerier på væggene, men de havde ikke hængt der længe – tapetet var et par steder falmet bredere end rammen på maleriet. Chatollet var mod forventning tomt. Helt tomt. ‘Det er som en udstilling’, kommenterede Anna. ‘Og hvor har hun sine ting?’
Christian forsøgte at bladre i sin hukommelse – gennem numre af Politiefterretninger, hvor der ind i mellem var beskrivelser og – hvis man var heldig – fotografier af stjålne genstande. Herunder møbler og malerier. Og smykker. Han gik tilbage til soveværelset og fiskede i kommodeskuffen efter smykkeskrinet, som han tog med ind i stuen, hvor der var bedre lys. Han åbnede skrinet foran vinduet. Der var nogle halskæder og armbånd og en hel del ringe – alle med ædelsten. ‘Let omsættelige varer?’ ‘Lad os tage dem med. Måske de kan genkendes. Og vi skal nok også have de dyre kjoler med.’ Anna begyndte at fotografere møblerne et ad gangen, mens Christian gik bagefter og penslede for fingeraftryk. Der var aftryk på alle møbler, hvor man holder, når de skal flyttes. Men kun der. Måske kun den polstrede sofa blev brugt? Fingeraftrykkene blev fotograferet, afløftet og sat på glas. ‘Der er vist sider af frk. Almindes liv, hendes præst ikke har hørt om.’ Men hvad de sider helt konkret gik ud på, var ikke lige til at se.
Efter en ret forhastet aftensmad af rugbrød med leverpostej og spejlæg i køkkenet, gik Giselle tilbage til spisebordet og Annas gamle sagsmappe. Hun bladrede videre i fingeraftryk, håndaftryk og sider, hvor der var påklistret fotos af møbler og fine kjoler. Af hele kjoler, sømme, pyntedetaljer, mærker… og bagved sad et par numre af Politiefterretninger, hvor der var sat kryds ved efterlysninger af indbo, bl.a. møbler. De næste sider viste fotografier af smykker, og efter dem kom endnu et par numre af Politiefterretninger med tilsvarende krydser ved beskrivelser. Der var et par sider med referencer til et arkivsystem hos Centralbureauet for Identifikation, men det var kun numre. Ingen navne her. Måske fordi netop de oplysninger tilhørte politiet.
Da Christian kom hjem til middag, kunne han sige tak for billeder og aftryk, og politiet vidste nu, hvem ‘flyttemændene’ var. Gamle kendinge fra Café Blomsten som f.eks. Stakaten. Han havde også eksemplarer af Politiefterretninger med hjem. Der var sat krydser flere steder, og Anna genkendte beskrivelserne. ‘Så stjålne varer, men hvorfor var de hos frk. Alminde?’ Kjolerne var til eget brug, det var tydeligt. De var jo syet om. Smykkerne måske også – eller måske bare midlertidigt, indtil de fandt en køber? Hvem kendte hun på Blomsten? Der havde været et par lokalbetjente forbi med fotografier af frk. Alminde taget i en venlig vinkel og hjulpet med et retouchering. Det lod til, man udmærket kendte hende på Blomsten. Men ikke som frk. Alminde. Derimod som Enkefruen, en nydelig og ganske velklædt ældre dame, og det var ikke svært at få en forklaring på, hvorfor hun havde det navn. Hun var vel bare enkefrue?
Sofie kom som vanligt ind for at tage af bordet, og fandt – også som vanligt – al porcelænet samlet i den ene ende af spisebordet, mens resten inkl. klap var fyldt op af billeder og papirer, som blev ivrigt diskuteret og flyttet rundt på, mens forskellige teorier blev testet for sammenhæng. Personer? Geografi? Tidspunkt? Efter en del flytten frem og tilbage, så det ud til, at møblerne kom fra hjem i bestemte områder, de fleste smykker var fra pantelånere, men ikke alle var efterlyst. Tøjet ikke kunne relateres til noget. Intet af det var efterlyst.
‘Ka du huske søstrene Carstens? Måske frk. Alminde har brugt samme metode. Besøgt butikker – bare pantelånere i stedet for juvelerer – og set på smykker, købt et og stjålet et andet – ringe mest, som kan forsvinde i en knyttet hånd eller i et ærme?’ Anna så nærmere på et par af kjolerne. ‘Se her – stramme manchetter, så man kan stoppe noget op, uden det falder ned igen’. Hun rejste sig, hentede dagens aviser og bladrede om til annoncerne. Der var et afsnit med indbo. ‘Mon ikke hun også har været ude at se på møbler som ‘enkefrue’? Respektabel alder, respektabelt udseende… og så er Stakaten med venner kommet forbi senere til afhentning af møblerne – formentlig uden forudgående aftale? Og bagefter er de annonceret til salg under billet mærke?’
Christian tænkte, det lød meget sandsynligt, og han ville spørge på politistationerne, for indbrud var ikke sager for Opdagerpolitiet lige så lidt som smårapserier fra pantelånere, som han tænkte, han selv ville tage rundt til og høre, om de havde haft besøg af en venlig gammel dame, da deres smykker forsvandt. Men hvem havde myrdet frk. Alminde – og hvorfor? Havde hun snydt nogen?
Der var en håndskrevet side i Annas mappe med en anden håndskrift, formentlig Christians. En liste med pantelånere med hakker ved siden af ni af dem og et stort udråbstegn og understregning ved en, der hed Halds. Sandsynligvis en liste over dem, der havde haft besøg af en sød gammel dame. Men hvorfor udråbstegnet og understregningen? Det var en pantelåner på Nørrebro, så ikke en i frk. Almindes egen bydel. Hendes lejlighed lå i et baghus på Vesterbro ikke langt fra Café Blomsten iflg. oplysningerne på titelsiden i mappen.
Halds havde ikke været begejstret for at se Christian, som han kendte i forvejen. Hans forretning var både en helt almindelig pantelåner og – måske mest – hælercentral, men på et niveau der sjældent fik Opdagerkontorets opmærksomhed. Halds gjorde et stort nummer ud af at være hjælpsom, og jo han kendte godt Enkefruen, som både købte og solgte. Om han havde noget lige nu? Han måtte kigge i bogen. Christian ventede, mens Halds konsulterede sin bog og derefter fandt en ring frem, hun var kommet med. En guldring med en udskåret ametyst. Christian udbad sig ringen mod kvittering og fik den uden problemer, så der måtte være mere at komme efter, men før han vidste hvad, gav det ikke mening at blive. Og så fangede hans blik et glimt af lyserød silke, da Halds fik skubbet til et gardin, da han satte mappen på plads. Måske det var her, frk. Alminde fik fornyet garderoben? Christian bad om at se varerne bag gardinet, som viste sig at afskærme en slags prøverum med flere fine kjoler. Kvitteringerne dokumenterede, at de var solgt af de oprindelige ejere, som havde valgt en butik, hvor de var garanteret ikke at møde nogen, de kendte. Udover muligvis hende, som havde givet dem adressen. Så ingen grund til at tage kjolerne med. Halds bekræftede, at frk. Alminde havde købt kjoler der. Christian traf en beslutning om, at ringen skulle fotograferes, og at han derfor var nødt til at tage forbi Anna, som han gik ud fra, også gerne ville høre om kjolerne.
Anna penslede ringen for fingeraftryk, som der også var et af på indersiden, fik fotograferet den, mens Christian holdt, og satte derefter ringen i voks, så man kunne fotografere den udskårne ametyst med lang eksponering og forskellig lyssætning. ‘Hvor kommer den fra? Det ligner en biskopring.’ ‘Halds sagde, frk. Alminde var kommet med den. Noteret sådan i hans bog.’ Anna fik placeret et stort forstørrelsesglas i stativ over ringen. ‘Det ér en biskopring – se selv.’ Christian kiggede med og kunne se den siddende mand med mitra og stav.
Tilbage på kontoret fik han en overraskelse: Ringen var ikke meldt stjålet. Han besluttede et nyt besøg hos præsten, som denne gang viste sig obsternasig og absolut ikke så ophøjet og venerabel som sidst. Faktisk blev han åbenlyst arrig, og facaden krakelerede helt, da han fik forevist ringen med spørgsmålet, om han havde nogen ide om, hvor frk. Alminde havde den fra. Det vidste han i hvert fald ikke noget om, men han havde ikke fået taget misteltenen i ed, for mens han bedyrede sin uvidenhed, kom rengøringskonen forbi med et ‘nåh, dér er den!’, som så måtte forklares. Hendes forklaring var, at det da var præstens, men at den var forsvundet for en uges tid siden. Hun så undrende på præsten, som tydeligvis ikke var begejstret for ringens uventede genkomst. I hvert fald ikke i hånden på en opdagerbetjent. ‘Den var hans hjerteblod,’ forklarede rengøringskonen. ‘Hans fars’. Det var i hvert fald ikke korrekt, for Christian havde set nærmere på præsten, før han tog afsted, og han var iflg. dåbsattesten søn af en skolelærer. ‘Lige nu er den bevismateriale,’ forklarede han begge, og tænkte, det kunne være interessant at være en flue på væggen lige om lidt, når rengøringskonen, som så ud til at være ved at revne af nysgerrighed, var alene med præsten. Men det blev hun ikke. Præsten kom meget brat i tanke om en aftale og næsten løb ud af kirken, og Christian fulgte hastigt efter med et blik tilbage på rengøringskonen, som fik ham til at overveje, om han alligevel skulle være blevet.
Der var intet spor af sølvtøjet, og de var ikke engang sikre på, hvad de helt præcist ledte efter. Halds havde ikke sølv af den art – kun lommeure og småting som snusdåser og løst bestik. Forhøret af Stakaten førte ikke til noget. Han indrømmede at have leveret møbler til frk. Alminde, men hvor de kom fra, ville han ikke forklare, og han vidste ikke noget om sølvtøjet. Men hvem gjorde så? Måske man skulle besøge ‘Kære Ven’, som for ikke så længe siden havde været i søgelyset. Måske de ville vise sig at være kære venner af politiet?
Butikken lignede sig selv, og indehaver Alfred Hansen var meget imødekommende. Han havde ikke fået tilbudt sølvtøj som lysestagen på billedet, men det var en kendt type stage, dvs. mest kendt i Tyskland, da de ofte kom fra katolske kirkers sidealtre. Var der et billede af stemplet i bunden? Det viste iflg. Hansen, at stagen var tysk og helt sikkert en af et par. Måske de skulle spørge i Berlin? Christian nikkede. Der havde ikke været efterlyst sølvstager af den type i København for nylig. Om Hansen kendte denne dame? Christian viste ham fotografiet af frk. Alminde? Joe, hun kom – men ikke tit – og solgte smykker fra bedre tider. Hansen gik ud fra, at det var det, hun levede af.
Christian gik tilbage til kontoret og telegraferede til Berlin, hvor man ganske rigtigt havde efterlysninger på sølvstager og andre ting som oblatdåser osv., som kunne være det, der manglede fra frk. Almindes vitrineskab. Måske det også var en salgsudstilling? Men hvor kom det fra? Han spurgte til en ring, som den fundne, og sådan en manglede også, men så langt væk fra som Dresden. Christian besluttede at se nærmere på præsten, da ringen tilsyneladende havde været hans og først bagefter solgt af frk. Alminde. Havde sølvet også være der forbi? Eller måske hentet tilbage? Han fik oplyst navnet på rengøringskonen på kirkekontoret og drog endnu engang til Vesterbro – denne gang for at tale med fru Schmidt.
Giselle bladrede videre og fandt flere fotos – bl.a. af en meget smuk ring med en udskåret ametyst. Der var endda en forstørrelse af stenen, med ‘biskop’ skrevet hen over i hjørnet. Der lå også et foto af et telegram fra Berlin, som hun ikke forstod så meget af udover flere gange Silber og nogle navne, som måske var på kirker, da alle var noget med Skt. et-eller-andet og så bynavne, bl.a. Dresden. Hun bladrede tilbage til billedet af lysestagen – der var helt sikkert noget kirkeligt over den. Alene størrelsen. Men tysk? Efter telegrammet var der et par fotos, som ikke var af samme kvalitet som de øvrige, og som viste indholdet af et skab fyldt med sølvtøj, men man kunne ikke se hvor.
Det var ikke kun Christian la Cour, som havde haft travlt. Flere på Opdagerkontoret havde arbejdet videre i andre retninger, bl.a. sammen med lokalpolitiet, omkring klientellet på Café Blomsten, og hvem Stakaten ellers kendte. Christian havde foreslået at se nærmere på Skt. Peders Gæstehjem, hvor der boede mange tyskere, som havde kontakter både hjemme og her. De havde tidligere haft anholdt personer derfra, så måske der var bid igen. Det tog lidt mere gravearbejde at finde en forbindelse mellem gæstehjemmet og Stakaten, men den var der om end ikke direkte. Stakaten talte ikke tysk, men det gjorde en af hans kammerater. Og da de fik snakket med nogle flere på hjemmet, viste det sig, at han var møbelekspert. Så langt så godt. Nu vidste de, hvem den anden flyttemand var, for fingeraftryk bekræftede det. Det var så den del af affæren. Smykkerne havde frk. Alminde selv stjålet – minus bisperingen, da den var kommet fra Tyskland.
Christians besøg hos rengøringskonen, fru Schmidt, kastede mere lys på sagen. Også helt konkret. Hun tog ham med ind i sakristiet, hvor han og Anna havde været dagen før, men de havde ikke kigget i skabene. Fru Schmidt pegede på et stort egetræsskab og foreslog at se nærmere på indholdet. Skabet var låst, men hun vidste, hvor nøglen var gemt i et kors på væggen, og i skabet stod et udvalg af sølvtøj, sådan som man kunne forvente det – alt til alteret henhørende, når det ikke var i brug. Men… der stod bl.a. en lysestage, som var magen til mordvåbnet, og flere andre ting, som svarede til de efterlyste – inkl. mærket i bunden. Havde præsten selv myrdet frk. Alminde for at stjæle sølvtøjet?
En kop kaffe med fru Schmidt blev ledsaget af småkager og en strøm af sladder, hvor det vigtigste var, at præsten var frafalden katolik af sydtysk familie, og nogle gange havde gæster, som blev lukket ind efter mørkets frembrud. Hun var en enkelt gang kommet forbi sent og havde set den lille udvendige dør til sakristiet stå på klem og var gået hen for at kigge. Der var lys, og hun hørte stemmer og blev naturligvis stående for at lytte. Hun forstod så ikke meget af samtalen, da den mest foregik på tysk, men der var mindst tre mænd – præsten og så to, hun ikke kendte. Måske hun kunne genkende stemmerne? Joe, det kunne hun måske nok. Christian tog et par fotografier af indholdet af skabet uden at røre ved noget, låste det igen, lagde nøglen på plads og bad fru Schmidt følge med til arresten på domhuset for at høre stemmer.
Da de sad på Christians kontor og ventede på at blive fulgt over til arresten, fortsatte fru Schmidt fortællingen om præsten. Han var ugift, men hun var sikker på, han havde et damebekendtskab, for han kom nogle gange til kirken med samme udtryk i ansigtet som hr. Schmidt havde, efter de… hun sendte Christians vielsesring et så sigende blik, han næsten rødmede. Og så gik præsten målrettet op til alteret og slog korsets tegn, knælede og bad. Nogle katolske vaner var åbenbart svære at slippe. Christian fik en ide. Han gik ud for at bruge en telefon, hvor fru Schmidt ikke kunne lytte med, og ringede til Anna og bad hende tage ud til frk. Almindes lejlighed igen og undersøge soveværelset for fingeraftryk og snuse lidt til sengetøjet. Han viderebragte fru Schmidts forklaring, og Anna grinede højt i den anden ende. ‘Kører straks,’ var svaret, og Christian gik tilbage til fru Schmidt. Straks efter ankom den betjent, som skulle følge dem over til arresten.
Der var flere sider med fingeraftryk og fotos af aftryk på sengestolper, sidebord, servante… tydeligt en mands. Et foto af sengen med påskrift ‘kun denne side’, og endnu et hvor dyne og sengetæppe var løftet af, så man kunne se to puder. Henover den højre var der skrevet ‘tydeligt lugt og fedt af hårpomade’. Nå, nå, tænkte Giselle og bladrede fornøjet videre.
Turen til arresten var en skuffelse, men Christian fik en ny ide. Han tog fru Schmidt med til Skt. Peders Gæstehjem, og det hjalp. Lige inden nåede Anna at ringe og forklare med smil i stemmen, at der ganske rigtigt var fingeraftryk og duftspor fra en mand i frk. Almindes soveværelse, så måske de skulle en tur forbi præsten også. Hun kunne genkende duften. Det fik Christian til at tage opdagertasken med. I indgangen til gæstehjemmet standsede fru Schmidt og så meget opmærksom ud. Man kunne høre stemmer fra dagligstuen, og fru Schmidt blev stående og lyttede. ‘Der er de to, jeg har hørt før’, erklærede hun, mens hun gik hen i døren, stak hovedet ind og spurgte efter værten. Hun fik en venlig forklaring på gebrokkent dansk og fortsatte om et hjørne, mens Christian fulgte efter med ryggen til dagligstuen, mens han spekulerede på, hvordan han skulle gribe sagen an. Han valgte at ringe til lokalpolitiet fra værtens kontor og blive i gangen for tilfælde af, at nogen skulle få travlt med at komme en anden vej ud, når der kom uniformerede betjente.
Der var to, som fik travlt, og det var lige præcis de to, fru Schmidt havde genkendt stemmerne på. De blev taget med til den lokale politistation, hvor politiassistent Peddersen næsten ikke kunne få armene ned af begejstring. Han kunne deres beskrivelser udenad og vidste, at deres fingeraftryk lå på Centralbureauet. ‘Det er ‘Billedhuggeren’, erklærede han med et blik på den ene, og Christian genkendte ham. Han havde været arresteret og afhørt i forbindelse med et mord, men var – til alles store fortrydelse – lukket ud igen pga. mangel på beviser. De havde troet, han straks var taget tilbage til Tyskland. Men måske han havde været og var vendt tilbage med nye varer? Han hed egentlig König og var mistænkt for medvirken til drab.
Præsten måtte vente, for d’herrer her var vigtigere, og fru Schmidt fik tak og en taxa hjem, mens Christian kørte med Peddersen og de to anholdte til Domhuset, hvor de blev modtaget med begejstring. Men der var stadig præsten, og Christian drog derfor afsted igen, og måtte forklare ham, at hvis han ikke frivilligt gav fingeraftryk, ville han blive anholdt. Og hvad var egentlig hans forhold til frk. Alminde? Fru Schmidt havde også fortalt om præstens ophidselse, da han opdagede, hun var død, og det var tydeligt fra Christians tonefald, at han vidste noget. Præsten indrømmede modvilligt, at hans forhold til frk. Alminde var – et forhold, og at han kom der med nogle dages mellemrum. Så det var sådan, han havde mistet sin ring?
Hvad kendte han til Skt. Peders Gæstehjem? Der var et lillebitte øjeblik af panik i blikket, og så forklarede præsten, at han også fungerede som præst for nogle af de tyske gæster. Han afholdt små gudstjenester på tysk i stuen, da det kun var få af dem, som ønskede at bruge den tyske kirke i byen. Den var for calvinistisk. Så han kendte f.eks. König? Igen et glimt af panik og så et ja, han kom nogle gange til disse små gudstjenester. Det tvivlede Christian på, men man vidste aldrig. Tyske forbrydere var generelt meget overtroiske, så at de også gik i kirke var ikke helt usandsynligt. Det var en branche, hvor man forsøgte at være venner med alle de magter, man kunne nå, og om ikke andet kunne man få syndsforladelse, som nok trængte til fornyelse rimeligt tit.
Der var meget at tale om til middagsmaden, og Anna fik det sidste nye, mens Christian fik de seneste fotografier og fingeraftryk, som han kunne tage med på kontoret næste morgen. Oplysningerne om præstens katolske fortid havde betydet nye kontakter til Tyskland, og han havde ganske rigtigt været præst flere steder, bl.a. i Dresden. Var der en sammenhæng der? Christian havde som sædvanligt papirer med hjem, og listen med præstens tidligere arbejdspladser blev sammenlignet med de steder, der var stjålet sølvtøj. Sammenfaldet var påfaldende. Så han vidste, hvor der var dyrt sølv, og hvordan man kom ind, og König med flere kunne så enten selv tage af sted eller havde lokale kumpaner. Måske de selv var rejst, for det var lettest, og selvom det internationale politisamarbejde generelt var effektivt – som nu f.eks. – forudsatte det, at der var noget at gå efter, så man vidste, hvad man skulle spørge om. Anna havde været ude at tømme præstens skab; det hele var gennemfotograferet, testet for fingeraftryk, som der var mange af, og alt var pakket sammen, klar til at blive afleveret til Bugge på Centralbureauet, så det kunne registreres hos politiet. Både præstens og Königs fingeraftryk var på alle genstande, men der var også nogle, de ikke havde i systemet i København. Måske de havde i Berlin? Der var telefoneret, og man forventede brev allerede i morgen. Så ville de formentlig også vide, hvem Königs kammerat var. Hvad han sagde, han hed, var ikke nødvendigvis sandt.
‘Jeg fandt også noget andet. Grib!’ Anna kastede en lille æske over til Christian, som åbnede den. Det var en forlovelsesring. ‘Hvor fandt du den?’ ‘Præsten havde et skrin med frk. Almindes ting i bunden af skabet med sølvtøj. Dåbsattest, den der, breve, teaterbilletter med tal på…’ Hun rejste sig, hentede et stort skrin fra skænken og satte det foran Christian. Han åbnede straks og tog indholdet ud på bordet. Der var nogle få papirer, bl.a. både en dåbsattest og – en vielsesattest! Frk. Alminde havde engang været frk. Alminde, men var faktisk fru Schönn. ‘Det er navnet på ham Königs kammerat. Hvis det altså passer.’ Der var også nogle fotografier, bl.a. et som nok var et bryllupsbillede. Begge var lette at kende. ‘Det ér ham. Så det er sådan, de kender hinanden.’ ‘Og måske det her ikke har noget som helst med sølvtøj at gøre men derimod en jaloux ægtemand, som kom hjem fra Tyskland og fandt en anden mands ring og hårpomade i konens seng – hvis ikke ham selv.’ ‘Og præsten har sikkert haft en nøgle og har hentet sølvtøjet – måske endda været den, der fandt hende?’ Christian tog den lille bunke med teaterbilletter. De var fra Det Kgl. og havde tal noteret på bagsiden. ‘Beløb?’ Han så over på Anna. ‘Det fine tøj egner sig i hvert fald til en teatertur. Måske små røvertogter?’ ‘Og tallene det hun fik for smykkerne hos f.eks. Kære Ven?’ ‘Søde gamle damer…’
Det sidste i mappen var et par udklip fra ‘Aftenbladet’ og ‘København’, som beskrev, hvordan mordet på frk. Alminde, som faktisk var fru Schönn, var opklaret. Hun var myrdet af sin mand, hvis fingeraftryk fandtes på lysestagen. Han havde været på tyvetogt i Tyskland og fulgtes tilbage til Danmark med en hr. König og havde valgt at bo på Skt. Peders Gæstehjem uden at melde sin hjemkomst, så han kunne tage forbi hustruen for at overraske hende, og det var så lykkedes over forventning. Desværre var overraskelsen mest på hans side, da det viste sig, hans plads i ægtesengen var optaget af en anden. Det havde han taget hende meget ilde op. Hr. Schönn havde mest opholdt sig i Tyskland, bl.a. fordi han sad i fængsel i Dresden i flere år, og det havde så gjort, at hustruen havde valgt at bruge sit pigenavn og generelt lade som om, han ikke fandtes, mens hun i øvrigt var involveret i forskellig kriminalitet med nogle af ægtemandens danske kammersjukker. Og så var der nogle detaljer om, hvordan König, som havde været arresteret i forbindelse med et mord, også var anholdt. Igen.
Den anden artikel handlede om præsten og hans tyske forbindelser, herunder dem til Schönn og König, som politiet stadig ikke havde fuldt overblik over. Han var nu også anholdt som medskyldig. Giselle grinede højt. Det var rart at få slutningen på det hele, og billeder og noter gav mening og fortalte en historie om hendes mormor og morfar, som pludselig var helt tæt på.
Harald hørte grinet og kom over med et spørgende udtryk og fik udleveret avisudklippene. Han grinede med og tænkte, at der var til et vers mere til diamantbryllupssangen, som Giselles nevø, som også hed Christian, var ved at skrive. Og han ville garanteret også gerne kigge i mapperne. Han havde meget til fælles med den oldefar, han var opkaldt efter. Han var netop pensioneret som chefpolitiinspektør.
Fakta
Café Blomsten, ‘Kære Ven’ og Skt. Peders Gæstehjem var kendte steder dengang og indgår i virkelige sager, beskrevet i serien om Lendorph & la Cour ligesom Stakaten og König.
Fotografiet har jeg ikke taget på Frederiksberg, men papirerne er ægte nok: dødsattest, obduktionsrapport, Politiefterretninger, håndaftryk, fingeraftryk… alt sammen scannet på Rigsarkivet fra virkelige sager. Og så har min oldemors dagbøger fået lov at være med.