Jeg har valgt at udgive mine bøger på BoD – books on demand. Det betyder, at de ikke printes, før de er solgt, så der bliver hverken brugt energi, papir, tryksværte, transport eller lagerplads, før der er en læser, som venter på sin bog. Og man skal ikke vente længe.
Det er ret fascinerende at se et kæmpe maskineri som et spritnyt trykkeri, hvor man noterer sig, at det ikke kører helt af sig selv – der skal faktisk mennesker til hele vejen, også når de nytrykte bøger sendes videre i systemet ud til læserne med det samme.
Se selv HER (youtube)
Én bog eller mange betyder ikke noget. Bog eller bøger bliver trykt og ekspederet i, hvad der ligner kæmpe kopimaskiner, fordi det er det. Det betyder det går hurtigere, mens kvaliteten stadig er i orden, og det med farver ikke er det mareridt – og den enorme omkostning – det var engang.
Miljørigtigt
Print on demand er miljørigtigt – der bruges ikke ressourcer på bøger, der ikke er solgt. Nogle har endda været ude med en ide om, at der skulle stå en printer hos boghandleren, og så kunne man nøjes med at sende en fil. Som det er ret tydeligt fra den her video, så er det ikke praktisk muligt, når der også skal trykkes omslag, limes, lamineres, skæres osv. En tur fra min fantasi til din postkasse kommer den her vej rundt, hvis du foretrækker en papirbog.
Konsekvensen for mig er, at jeg kan lave et testoplag på et eneste eksemplar for at se resultatet og læse korrektur – og gøre det flere gange én bog ad gangen. Jeg kan udgive selv uden at aflevere måske 85% til et forlag eller selv skulle etale for et helt oplag. Bøgerne trykkes og distribueres til hele verden og kan bestilles fra New York til Singapore til levering pr. post eller i en boghandel, og jeg kan se på valutaoplysningerne, at mine bøger købes så langt væk som Australien.
Jeg skriver, jeg uploader, BoD registrerer, sender pligteksemplarer, salgsinfo osv., trykker, sender… hvor nemt kan det blive? Ok, e-bøger er både nemmere og hurtigere, og dem kan jeg lave selv. Jeg uploader, du downloader, og så slet intet papir.
Anduin