Det sker jævnligt, man finder noget uventet, når man sidder med en stak sagsakter på Rigsarkivet, og at bladre gennem højesteretsdomme kan også byde på overraskelser. Seneste var en dom for pornogarfi, hvor hovedpersonen var en kendt person – kendt for skuespil, revysange og alt muligt andet, men… han havde også sit helt eget morskabsblad, og der var en føljeton, som var over stregen. I hvert fald iflg. Straffelovens § 184. Han måtte bøde 100 kr. til statskassen (eller 14 dages simpelt fængsel, hvis han ikke kunne betale) og sagens omkostninger – salærer til aktor og defensor med 15 kr. til hver. Og så tænker man, helledusseda 1902, hvor porno er det så.
Det der artistliv…
Nu var det en mand, som var vant til at skrive, så han skrev naturligvis et brev til ‘den højt ærede Ret’ for at fremsætte nogle punkter til belysning af situationen. F.eks. at begrebet ‘pornografi’ er meget elastisk og en skønssag, hvad det måtte omfatte. Og så mener han, at det bl.a. kommer an på ‘tendensen’: ‘.. Det må jo stå alle klart, at der med de enkelte i sagens akter anførte fragmenter af den pågældende roman ikke kan være tilstræbt en tendentiøs, gennemført krænkelse af moral og blufærdighed, eftersom romanens øvrige halvandethundrede sider behandler helt andre, tildels moraliserende emner, der ikke kan virke anstødende.’ … faktisk har denne roman ‘uden nogen som helst spekulation i slibrighed kun har haft til hensigt at give en realistisk og troværdig skildring af artistlivet, således som det virkelig ser ud bag kulisserne.’ … Det er et meget langt brev, og man bliver unægtelig nysgerrig, og aktor er i hvert fald ikke enig, specielt ikke mht. ‘skildringen af Scalateatret i bladet nr. 15 og 16. Denne oprørende skildring har således intet med fortællingen at gøre, sålidt som overhovedet med dansk artistliv; den tør i det hele sikkert henregnes til fri fantasi…’
I spejlkabinettet
Og så tager man ellers fat i bilagene, som i dette tilfælde er mange numre af ‘Jakel’ – et morskabsblad med forskelligt -vittighedstegninger, sjove noveller, faste meget københavnske indslag, og så – tadaaaa – føljetonen ‘Gøglerliv’, som er årsag til hele miseren. Her har retten været så elskværdig at sætte streger ved de slemme afsnit; det letter jo arbejdet lidt.
Jeg må i første omgang give forfatteren ret – der er adskillige numre uden streger. Men så… ‘Og medens han kælede videre, formulerede hun sine ønsker mere og mere bestemt, og gamle Lassen sagde ja og amen til det hele, kaldte hende ‘min puttehøne’ og lagde sin store hånd fast om hendes runde bryst.’ Ok, det er 1902 det her. Som forventet. …’Og inden hun kunne svare, havde han med rappe fingre hægtet det stive florskørt op og løst de bændler, der samlede trusserne…’ Hmm… ‘Han lod med savlende velbehagelighed sit blik glide hen over hendes fristende legeme…’ sikkert… og så kommer det, som aktor harcelerer over, som beskriver, hvordan direktionen på teatret afklæder en danserindeaspirant, lægger hende på et bord for at tage hende i nærmere øjesyn og så videre. ‘Den gang bestod direktionen af gamle gråskæggede gubber, der havde nydt deres rigelige del af livets glæder med god appetit og stærke tænder. Der var gamle balletmestre, der havde turet verden rundt på deres kunst og i hver eneste by haft en af de fornemste som elskerinde. Der var gamle kunstnere, billedhuggere og malere, der havde malet og mejslet sig træt og set sig mæt på de professionelle modeller, men som alligevel havde italienerens uudslukkelige tørst efter plastik og unge former. Der var naturligvis en kommitteret greve fra en eller anden lille ø og ved hans side en forhenværende redaktør, forfatter og kritiker, der ligesom greven interesserede sig mest for den yngste kunst, det spædeste kød. For denne domstol skulle alle de små bitte balletemner fremtrine i pure nøgenhed for at deres legemes fortrin kunne vejes og deres øvrige betingelser diskuteres og debatteres.’ Og så kommer en ret interessant beskrivelse af et til formålet indrettet ‘spejlkabinet’ med træskruer til at sprede benene, og….
Nu er porno ikke mit gebet, så jeg standser her og overlader resten til fantasien, men jeg kan sige så meget, som at den efterfølgende beskrivelse ville have været lige så forbudt indtil 1967, og så kan forfatteren protestere, så meget han vil. Og jeg er faktisk enig med defensor – den del af historien har ikke meget med resten at gøre, men jo, der er da andre spændende afsnit, hvor det er en del af historien. Og så tillader jeg mig også at betvivle, det skulle være sandt, for så ville nogle have sladret, og det ville have været nogle helt andre, der var havnet i højesteret.
Anduin
Illustrationen er af Carl Røgind 1871-1933, som har leveret mange tegninger til Jakel. Denne ved siden af ‘Moralske efterårsbetragtninger i alfabetisk orden’.