Politiet har fået en ny efterforskningsmanual, og efterforskningschef Brian Bang i Roskilde er glad for den. Det er 265 sider med nye standarder, så arbejdet med opklaring kan blive ens over hele landet. Der er også kommet en ny specialenhed for drab.
Her kan jeg så tilføje er, at det er ikke første gang, politiet får en efterforskningsmanual. Allerede i 1899 kunne de læse Dr. Hanns Gross’ 456 sider ‘Forbrydelsers efterforskning og opdagelse’ oversat til dansk, og i 1912 udkom Hakon Jørgensens ‘Læren om forbrydelsens efterforskning’ med signalementslære på 148 sider.
Jeg forstår Bangs begejstring. Det kræver metode at efterforske, og det er lettere, når man som en pilot på et fly har en tjekliste – især når den skal omfatte den utrolige mængde information, som nu er tilgængelig. Især i de første døgn, var den nyttig, oplyser Bang til Politiken.
Jeg har siddet med flere sager på Rigsarkivet med alle de bilag, som blev fremlagt i Højesteret som grundlag for en dødsdom, og også i 1910’erne er det en omfattende omgang og et stort bevismateriale, der skal holdes styr på. Fra start. At afspærre et gerningssted kom med en ny instruks i 1910, fordi specielt journalister ikke kunne holde nallerne væk. Nogle fjernede simpelthen ting fra stedet, hvis de nåede frem før politiet, og nogle flyttede på et lig. Ikke det man har mest brug for, når man skal opklare et mord, og desuden er så metodisk og grundig, som opdagerne fra Opdagerpolitiet – datidens specialenhed – var.
Fra taske til team
Hakon Jørgensen beskrev i sin håndbog en ‘opdagertaske’ med et omfattende indhold til undersøgelse af et gerningssted – i dag udført af særligt uddannede retsteknikere. Til gengæld er jeg ret sikker på, at metodikken i stort omfang ligner, og både dr. Gross’ og Jørgensens anvisninger – fx med hensyn afhøringer, som hvordan man vurderer, om afhørte lyver, er præcis lige så relevant i dag som dengang. De fleste lyver om et eller andet, men det er ikke altid noget, som har nogen som helst relevans i forhold til efterforskningen.
Også lettere for forfatteren
Begge gamle håndbøger har gjort det meget lettere for mig at skrive historiske krimier, for jeg ved præcis, hvad politiet kunne – og det var faktisk meget og ikke så forskelligt fra i dag, hvis man ser bort fra fx DNA, som ingen havde hørt om dengang. Faktisk var dr. Gross bedre end Sherlock Holmes. Jeg har også adgang til Dr. Pontoppidans forelæsninger om retsmedicin; noget som gør den del meget lettere. Jeg ved, hvad man kunne og gjorde, for Pontoppidan var den datidens førende retsmediciner og underviste sine studerende i at spore giftstoffer, vurdere stiksår, anslå dødstidspunkt osv. og der er heller ikke så meget forskel til i dag. Jeg har sammenlignet med moderne lærebøger.
Tillykke til politiet med den nye manual. Nu som før handler det bl.a. om at være hurtig, og så er det smart at kunne slå ting op og have et system, hvor man kan finde den bedste ekspert. I 1910 sad de på Domhuset i København og var hurtige. Min private opdager, Christian la Cour, kan sin Gross udenad. I dag kan man søge på indholdet på computeren.
Den oprindelige ejer efterlod dette udklip i Jørgensens håndbog.
Anduin