Vaffor gamle dage?

Vaffor gamle dage?

Min farmor var teenager i 1910.  Det var en tid, hvor man bekymrede sig om bybørns adgang til frisk luft, vigtigheden af at undervise i tegning, idræt og madlavning i skolen. Hvor der altid var vejarbejder, fordi de skulle graves ledninger ned – bl.a. til det meget store og meget moderne telefonnet. Og hvor nogle skrev om, at det bare var for meget med de telefoner – folk kunne jo ikke stå ud af sengen eller spise frokost uden absolut at skulle ringe til nogen og fortælle om det.

København var den mest cyklende by i verden – alle kørte på cykel. Også en officer i fuld uniform og med sablen spændt over styret. Man gættede i 1907 på, at der var mellem 80- og 100.000 cykler i byen. En for hver 6. indbygger. Der var biler – især taxaer, som havde fået taxametre. Man kunne tage en vandtaxa. Der var et stort net af sporvogne, som allerede i 107 transporterede 77 mio. passagerer – svarende til, at samtlige indbyggere kørte i sporvogn ca. 150 gange om året. Største passagertal i 1906 på én dag – 248.556. Illum havde en elbil til varekørsel – det havde Magasin også. I det hele taget var elbiler populære.

Der var masser af underholdning på teatre og varieteer og ikke mindst Tivoli, hvor lysene langs søen og det kinesiske tårn så ud ganske som nu. Billetten kostede 50 øre.

Man kunne få noget at drikke på ‘Skærsilden’ – eller a Porta, som allerede var et begreb.

Elektricitet blev ikke kun brugt til lys på gader og i hjem men også til elevatorer og til læsning og losning af skibe i havnen, som også skete gennem transportrør.

Der var en livlig handel med værdipapirer, og – når man sætter mændene på børsen i noget, der ligner en skolestue, så kaster de også med papirkugler. (jo, den er god nok – de kastede med papirkugler på Børsen).

Der var systuer hos fx Magasin – med ca. 800 ansatte i huset og 1000 udenfor. Som havde 8-14 dages sommerferie afhængig af anciennitet.

Aviserne bragte nyheder fra hele verden, afholdt selskabsrejser for deres abonnenter og skrev samme slags rubrikker som nu – i et sprog, der ikke adskiller sig fra vores. Udover at navneordene er med stort. Og de var effektive. Nyheder kunne komme ind så sent som kl. 3-4 om natten og være i avisen, der udkom kl. 6-7. Det vrimlede med pressefotografer, og fotografier kunne tages på både film og plader, i sorthvid eller farve (dyrt og langsomt) eller stereoskopisk.

Det var kvinder, der gik på museum – ‘efter sigende skal amatører af unge damer nære særlig interesse for zoologi og udvise den største intelligens og forståelse af denne omfattende videnskab.’ Kvinder kunne være snedkere eller akademikere, stemme til kommunalvalg men endnu ikke til Rigsdagen. Danmarks første kvindelige politibetjent blev ansat i Ålborg i 1911.

Af de ca. 535.000, der boede i København i 1906, var ca. halvdelen indfødte, næsten resten var jyder, og så var der ca. 30.000 udlændinge, flest svenskere og tyskere.

Hospitalerne havde styr på bakterierne og brugte karbol og kogning, de indlagte på hospitalerne blev taget udenfor om sommeren, hvis de kunne tåle det, man bruge blyforklæder ved røntgenundersøgelser, og chefen for Fødselsstiftelsen, som tog sig af ugifte mødre, erklærede, at ‘et barn, det lar jeg gå, det er noget, der kan hænde den bedste, to børn er der sgu heller ikke noget at sige til, men tre børn det er mere end en anstændig pige kan tillade sig. Specielt som prævention var både lovlig at sælge, bruge og vejlede om.

Alt i alt en verden, som er meget, meget genkendelig og ikke specielt ‘gamle dage’.

Hvis du hellere vil lytte:

 

Se f.eks. om stereofotos her. Hjalmar Alstrup var medstifter af Stereoskopklubben i 1908.

Foto: Paul Fischer. Se hans fotos her. Fischer brugte bl.a. fotografierne til nogle aldeles pragtfulde malerier.

Some things are meant to be…

Some things are meant to be…

Smugkik på mit nye omslag til

Lendorph & la Cou: Guld og Diamanter

Anne Gyrite Schütt har givet mine figurer ansigt og krop, som så snart BoD’s ekspeditionstid er overstået, vil pryde den første bog som både e- og papirbog.

Billedet er tilpasset til formatet, og med en baggrund, der tillader tekst på bagsiden (området til venstre) og med plads til navn og titel på forsiden.

Det var været en fantastisk proces – der kommer mere video – at få de mennesker, jeg har skrevet frem, malet frem af Anne, så der nu er nogle hele mennesker, som nu både har indre og ydre. Jeg er jubleglad for resultatet og meget spændt på omslaget til bog nr. 2, som også gerne skulle udkomme ‘lige om lidt’.

Og så er det jo lidt sjovt at få originalen med hjem, gå ud i skabet for at se, om man skulle have noget ramme, det kan være i – og så er der én, der passer på nær en eneste milimeter, som heldigvis kunne skæres af i bunden, hvor der alligevel var bart alleryderst. Nu hænger billedet på væggen ved siden af mit skrivebord, så jeg kan se det både derfra og fra min lænestol, og kigge på dem, når jeg skriver.

Hvor glad kan man blive… 😊

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Jeg gider ikke læse krimier – de har alt for travlt med at konspirere, betragte ødelæggelserne, lægge fælder ud og klistre fast til et sygt plot – de sluger kort sagt mit overskud og min lyst til at lære verden at kende. Men denne krimi er anderledes.

Freya Anduin har sat sig for at fortælle om det gamle København. Om gaderne, reglerne, lugtene, alle de ting vi har glemt, maler hun et billede af, og til det har hun brugt et diamantkup. Fortællingen om de to unge og nyansatte som henholdsvis kvindelig journalist og en mandlig lovende politiopdager, Københavns liv omkring 1910 og et absolut kløgtigt udført diamantkup bliver her til en dragende cocktail.
Tid, sted og de velkomponerede personerne bliver lynhurtigt tydelige, og på grund af deres ungdoms naturlige nysgerrighed bliver handlingen spændende og driver historien fremad uden benspænd og intrigeren.

Kan man virkelig skrive en krimi uden sure gamle mænd, der vader i blod, hæsblæsende biljagter og sværgen til død og ødelæggelse, så den samtidig er spændende, godt fortalt og har en fyldighed, som man kan være til stede i, mens man læser – det er det Freya Anduin har skrevet – en feel good krimi. Jeg håber, de to unge mennesker kan forsætte deres samarbejde i nye udfordringer. Jeg har læst med glæde, og jeg håber, at de to unge kommer på flere eventyr sammen.

Birgitte Zimling

Anne tegner

Anne tegner

Hvor heldig kan man være? Ann Gyrite Schütt har sagt ja til at lave forsider til mine bøger om Lendorph & la Cour. Jeg kan slet ikke få armene ned 😊

Det betyder, at første bog ‘Guld og Diamanter’ får nyt omslag samtidigt med, at bog nr. 2 – ‘Løgnere og Levemænd’ udkommer.

Vi havde første møde i dag, og jeg fik lov til at filme, for processen er utroligt spændende. Der er mange ideer, mange overvejelser og mange skitser undervejs. Og så selvfølgelig et resultat. Eller faktisk to.

Anne er en fantastisk kunstner, og har senest portrætteret Dronningen i anledning af hendes 80-års dag. Hun udstillede ‘It could have been me’ på Lys over Lolland med portrætter af kvinder fra politiets register, og så tegner hun fra retssager, og så kan det ikke komme tættere på bøgernes emner. Hun har også en eminent historisk viden, interesserer sig for tiden og kan male i teknikker fra de seneste 700 år mindst. Det første glimt, jeg fik i dag af, hvad det kan blive til, var præcis det, jeg håbede på. Det bliver en fantastisk rejse – her er første afsnit – der kommer mere.

Anne Gyrite Schütt har tegnet Christian, så jeg nu kan se, hvordan min romanhelt ser ud.

Det er en lidt vild oplevelse, for jeg har skrevet om ham siden februar 19; jeg ved ‘alt’ om ham, men jeg har aldrig set ham før.

Er han ikke bare dejlig?

Ingen krig

Handlingen foregår i 1910 – og hvorfor så det? Det helt enkle svar er: for at slippe for krig. Jeg blev allerførst inspireret af den Canadiske Murdoch serie, som foregår ca. 1895-1905, og der er hele tiden krigsreferencer. Jeg læste Conan-Doyle, og der er hele tiden krigsreferencer. Jeg har læst og set alt muligt andet (engelsksproget), og der er hele tiden krigsreferencer – selv australske Phryne Fisher har et krigstraume i 1928-29. Og jeg blev så træt af det. Så jeg forsøgte at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne undgå at blande krig ind i historien. Ikke at verden er et fredeligt sted i 1910, og danske aviser har masser af historier om krig andre steder, men de behøver ikke have indflydelse på min fortælling.

Jeg kunne ikke finde andre, der brugte 1910, og tiden er moderne nok til at være relaterbar – el, biler, telefoner… ikke alt for ‘gamle dage’. Længe nok siden til at undgå en masse opretshavsbøvl, når man vil bruge virkelige forbrydelser, og det var meningen helt fra start. Det følges som det rigtige tidspunkt. Og så viste det sig, at det var meget rigtigere, end jeg havde forestillet mig.