Foreløbig Beskrivelse af Pistol 1910

Posted on

At skrive krimier indebærer nødvendigvis at nævne våben. Når det hele foregår i 1910 er det ikke så let endda. Det hænder, der er beskrivelser i arkivalierne, så jeg i det mindste ved, hvilket våben, der er tale om, hvilken kaliber osv., men det er et tidspunkt, hvor der er en stor udvikling på området, og hvor især tyske håndvåben er meget moderne, og de halvautomatiske våben, der er tilgængelige i 1910, er yderst effektive. Men hvad er hvad på sådan en?

Og så er det, et besøg i mine forældres kælder bliver til begejstring. En af mine forfædre var i hæren. Underofficer Christian Jæger Petersen (DM) (H16), 22. Bataljon, stabssergent i 1909, har efterladt sig ‘Foreløbig Beskrivelse af Pistol 1910’. Et lille hæfte, udgivet i 1911 af Hærens Tekniske Korps.

Nu kan jeg så læse om rekvisitter, ammunition, føringsmidler (tasken), adskillelse, samling, rengøring, opbevaring, lås, sikring, afladning og ikke mindst sikkerhedsforanstaltninger og ‘regler at iagttage ved skydning’. Og bagerst er der en folde-ud tegning af pistolen med numre og betegnelser for hver eneste del af den. Og så er man pludselig ikke helt så blank som før.

Jeg kan også se på tegningen, at ammunitionen (patronhylster med fænghætte, ladning og projektil) sidder i et magasin, placeret foran aftrækkeren og ikke i skæftet, som på andre modeller. Her kan der være seks patroner. Sikkerhedsmæssigt må man bl.a. ikke røre pistolen med venstre hånd under skydning, og især ikke støtte pistolen med arm eller hånd under magasinet.

Sådan en pistol er et imponerende stykke finmekanik, som kan skilles helt ad. Ikke så mystisk, der kan være uregelmæssigheder, som at patronen kan komme i klemme, det tomme hylster bliver siddende, eller at hanen ikke er spændt efter affyret skud. Og så har Petersen endda selv har tilføjet en ekstra i sit eksemplar: skæv opgang, hvis patronfremføringsfjederen er for svag.

Tegning af 'indmaden' på pistol 1910.

Man kan finde mange beskrivelser på nettet, men det føles betryggende at have sin helt egen og korrekte håndbog fra dengang. Og så er det endda min oldefars private. Det står der på den.

Og ja, der er mange pistoler 1910, hvis man søger på nettet. Men der er kun én, som svarer til tegningen i hæftet. Bergmann 9 mm tjenestepistol:

Bergmann 9 mm pistol
Foto: Lauritz.com. Med tilladelse.

 

Når Christian får udleveret en tjenestepistol, er det sådan en. Anna har sin lille Webley og Schouboen, der bliver i skuffen, med mindre Christian bruger den.