SPOILERALERT: Hvis du ikke har læst bog 5 ‘Frygt og Familieskab’, så vent med denne historie til bagefter.
Christian tænkte tilbage på, hvad han havde forventet af sin første jul i sit eget hjem. Han havde håbet, det ville være med Anna, og han havde været fast besluttet på at have sit eget juletræ. Hvad han ikke havde taget højde for, var at han også nåede at få en datter.
Anna havde ikke spekuleret på sin første jul i eget hjem. Hun havde helt generelt ikke samme forhold til det med eget hjem som Christian. Hun var vokset op hos sine forældre, på kostskoler i England og Schweiz, i sin engelske families store huse, som nok havde en ejer, men hvem var ikke vigtigt, og der var altid flere familiemedlemmer, end de nærmeste. Hun havde holdt jul i København, Paris, New York, på Maycourt Manor… Hun havde aldrig tænkt på at have et juletræ – eller for den sags skyld en lejlighed at have det i. I hvert fald ikke som noget umiddelbart forestående.
Nu havde de en lejlighed i Kronprinsessegade med udsigt over Kongens Have, flere stuer med rigelig plads til mere end et juletræ og skulle for første gang beslutte pynt og gaver og det med to familier, som begge havde forventninger, om end ikke helt de samme. Alle var vant til selskabelighed, og Anna og Christian havde så småt vænnet sig til at få gæster, som ikke kun var deres forældre, og det var et broget selskab.
Det blev hensynet til Adeline, som afgjorde hvor de ville holde juleaften. Hun var dukket op i deres liv kun et par måneder forinden og var fransk. Hendes danske ordforråd voksede hurtigt, men Annas forældre talte fransk, så de fik lov at være værter til en lille familiejul for fem. Dagen efter ville de så besøge Christians forældre, som altid holdt noget, som mere mindede om fest end jul, og hvor der ville være mange gæster, også der talte fransk, og hvor Adeline ikke skulle sidde stille ved et middagsbord og kun forstå noget af samtalen.
Men først var der det med juletræet. Et sådant forudsatte – udover træet selv – diverse tilbehør, som frk. Rasmussen måtte indvie Anna i, da hun aldrig havde skulle bekymre sig om den slags før. I hendes pensum om julefester fra finishing school startede selskabeligheder med minimum 50 gæster, så det var begrænset, hvad det kunne bruges til, udover at være velbevandret i menuforslag.
Christian deltog i, hvad der nærmest blev et husmøde, hvor der blev diskuteret juletræsfødder, julelys, julelysholdere, pynt osv., udover hvad herskabet i øvrigt forventede i forhold til mad og gæster, så indkøb kunne planlægges fornuftigt og i tide. Frk. Rasmussen havde vænnet sig til, at Anna ikke var ‘fruen’ i sædvanlig forstand og havde allerede forskellige forslag klar. Det var mest til frokost, for om aftenen var de ude fra den 22. til og med nytårsaften. Middage, teater… og så juledagene. Frk. Rasmussen havde også bemærket Christians begejstring for at kunne fejre jul i eget hjem og hendes forslag tog hensyn. Hun foreslog, at familien sammen gik ud og fandt et juletræ; frk. Rasmussen ville sørge for fod, juletræstæppe, lys og holdere – hun vidste, hvad der var bedst – og så kunne de fortsætte videre rundt i byen og vælge julepynt til både stue og træ, drikke chokolade hos Anina på la Glace og komme hjem til en forholdsvis let middag, som næppe ville vare længe, da træet kaldte på opmærksomheden, og mon ikke de også ville pynte det sammen? Sofie kunne sætte lys i holdere til to omgange, selvom de ikke var hjemme juleaften. Lillejuleaften kunne også bruges, og hvem skulle sige, det var forkert? Forslaget blev bifaldet.
Anna havde også selv et forslag, som også omfattede frk. Rasmussen. Det gik ud på, at frk. Rasmussen og hendes veninde brugte spisestue og salon juleaften i stedet for at blive i frk. Rasmussens lille bitte lejlighed, og de kunne også tænde juletræet, bruge grammofonen og forsyne sig af drinks, mens Sofie fik lov at tage hjem til forældrene i Slagelse hvis tilbage 1. juledag lige før frokost. Da der ikke skulle laves middage i flere dage, fik frk. Rasmussen og Sofie også hver en kuvert med billetter til forskellig underholdning. Sofie mest biografbilletter – to stk. så hun kunne tage en veninde med – og frk. Rasmussen til teater, varieté og julekoncerter – også to til hver forestilling. Ingen grund til at de skulle være hjemme, hvis herskabet ikke var, for Adeline kom med sine forældre til opera og ballet og koncerter, hvor sprog ikke var afgørende, og hvor hun kunne blive introduceret til kulturlivet, som det foregik i København. Ikke at hun var vant til det i Paris. Der tog man ikke børn med ud.
Men først skulle der købes juletræ og pynt. Både Sofie og frk. Rasmussen så efter familien, da de forlod lejligheden for at se nærmere på byens fristelser. Det var svært at se, hvem der glædede sig mest – Adeline eller Christian. Anna så også ganske fornøjet ud men ikke på samme forventningsfulde måde. Hun var vant til at lade sig friste og have råd til det. Hun nød det stadig, og var spændt på, hvordan det ville være med en datter på otte, som næsten dansede rundt om dem. Adeline var nok vant til fine forhold, men hendes ture i byen havde været med en guvernante, som holdt mere øje med hende end med butiksvinduerne, og hvor noget, der bare mindede om følelser endsige begejstring, blev påtalt øjeblikkeligt. Sådan gør man ikke på gaden.
Her var både sne og julepyntet, og der blev standset ved et utal af butiksvinduer, før de nåede Magasin du Nord og et gigantisk udvalg af juletræspynt. Der var glaskugler og glasnisser og glasfrugter og sølvklokker og julehjerter og trommer og kræmmerhuse, der først skulle klippes ud og klistres sammen, og guirlander med dannebrogsflag eller sølvglimmer. Det var glaspynten, som fascinerede mest, og der blev købt adskillige æsker i alle farver, før de kom videre og fik set på papirvarer, snuset til parfumer og købt en gigantisk æske chokolade til enkefru Berg, som havde været Christians pensionatsværtinde. Der var flere butiksvinduer og endnu et udvalg af glaspynt hos Crome & Goldsmidt, hvor de også forsynede sig og fik sendt hjem med bud.
Anna var vant til at gå i butikker med både sin mor, sin mormor og sine tanter, men Christian viste sig at være udmærket selskab, selvom det var tydeligt, at andre herrer i gadebilledet ikke havde helt samme entusiasme. For ham var det nyt at se på ting til hjemmet inklusive juletræspynt, og han havde smag. Han var god til at huske farver og nuancer og kunne udpege ting, der passede til noget hjemme med en sikkerhed, som var bedre end Annas egen. Hun fik bekræftet at have valgt rigtigt i forhold til Adelines julegave, og de fik også købt ind af farver og papirer. Adeline elskede at tegne, og det havde vist sig, Christian også havde talent. Selv havde Anna lært tegning og akvarel som barn, men det havde ikke rigtigt fanget. Det var bare noget, der hørte med til opdragelsen som dans og klaverspil.
De talte om ting, de så. Om mennesker, om vinduesudstillinger, om stemningen i byen på en blanding af dansk og fransk, og fik en gang imellem blikke fra andre på gaden og indimellem kommentarer fra gadesælgere, som tænkte deres entusiasme kunne omsættes til omsætning. Det kunne den til ristede kastanjer, som mindede Adeline om Paris, og de nåede alle at få nye handsker, før de endte på la Glace til tiltrængt chokolade og lagkage. Anina, som havde set Anna og Christians allerførste møder, kom hen for at hilse og tænkte, at de lignede en reklame for julen – eller la Glace, som de sad der og smilede om kap med flødeskum på overlæberne. Hun havde givet dem et bord ved vinduet og var sikker på, at de havde samme effekt som de udstillede kager. Man var simpelthen nødt til at gå ind.
Der blev solgt juletræer fra en af pavillonerne ved Kongens Have, så det var let at finde og få hjem. Der var frk. Rasmussen allerede klar med tæppe og fod, og det tog ikke lang tid at få det på plads, så den nyindkøbte pynt kunne komme på. De mange æsker med glaspynt, klokker og guirlander stod klar på flyglet, hvor der også lå lys klar i holdere på en bakke. De skulle på træet først. Og så guirlanderne. Og så glaspynten. Og så var der ikke rigtigt mere, for Christian følte sig utryg ved papirpynt ved siden af levende lys, Anna havde ingen ide om, hvordan man flettede julehjerter, og Adeline havde ikke haft juletræ i Paris. Det blev en fest at pynte træet.
Der kom musik på grammofonen, og det kom til at tage tid at pynte, for Adeline ville gerne hænge pynt op på de øverste grene og måtte løftes af sin papa, og så gik der naturligvis ikke længe, før det næsten blev en ballet med løft og piruetter og fjollerier, og Anna grinede, til hun fik sidesting, og de endte med alle tre at danse hjemmelavet ballet rundt om træet til Tjajkovskijs musik til Tornerose. Christian følte sig så lykkelig, han kunne sprænges. Lige nu, lige her, var verden fuldstændig perfekt.
Anduin