Julehandel

Julehandel

Nogle gange får man nærmest ting forærende – som denne pragtfulde udgivelse ‘Hvor man mødes Julen 1906′ fra Dansk Reklame Kunst, hvor man kan se nogle af de butikker, som sikrede Københavns mange kunder gode indkøbsoplevelser, og hvis man blev træt, kunne man f.eks. besøge Metz’ Tea Room på førstesalen i Østergade 34 efter måske at have prøvet en kjole hos Martin Warburg nedenunder eller sko hos Skandinavisk Skotøjsmagasin i nr. 55, købt julegaver til børnene hos Børnenes Bazar i Frederiksborggade eller måske kigget på nogle af årets udgivelser – romaner som ‘Mademoiselle’, ‘De stille Dage’ eller ‘Ørneklippen’ eller valgt sig nogle af årets juleudgivelser ‘Julebogen 1906’, ‘Grankogler 1906’ eller ‘Julestjernen 1906’, som bl.a. kunne købes hos H. Hagerup i Gothersgade 30.

I oversigten kan man finde næsten alt fra tændstikker til orgler, så man kan planlægge sin indkøbstur fornuftigt, og som det allerførste bliver man præsenteret for et kig ind hos David Metz, hvor det er åbenlyst, at te er big business i København. Måske det er der, Marie køber ind til den te, Anna og Christian nyder næsten hver eftermiddag.

Nyd selv

Mordet på Strandvejen

Mordet på Strandvejen

Indimellem bliver man bedt om at læse noget op, og jeg tøver lidt med noget fra en roman, for jeg synes det er svært at tage noget ud af en sammenhæng, specielt fra en krimi. Jeg har derfor brugt en del tid på at se, om jeg kunne finde en historie, som kunne læses op på en 15-20 minutter, som både er ‘klassisk’ Lendorph & la Cour, men også en færdig historie, dvs. med en opklaring til sidst. Det lykkedes med ‘mordet på Strandvejen’, som sandsynligvis finder vej til bog nr. 4, som jeg er begyndt på, og hvor historien så bliver ændret – bl.a. med flere detaljer – så den passer ind i sammenhængen.

Den er – som resten – en blanding af fakta og fiktion. Anna og Christian er naturligvis fiktive som altid, men fru Ambrosiussen og omstændighederne ved hendes død er rigtige nok – opklaringen derimod er min. I virkeligheden blev sagen aldrig opklaret.

Lyt med her

 

Natdrøm til Paris

Natdrøm til Paris

Årets første gråmelerede novemberdag af den slags, hvor man godt nok står op men aldrig rigtigt vågner op, og sidder i en stilhed, som næsten er trykkende, fordi de fugle, der ellers plejer at kæfte op af en eller anden grund tier stille.

Kompensationen i dag var at vågne med en helt ny twist på bog 4, poleret gennem flere gange i løbet af natten i en af disse drømme, hvor man drømmer, at man drømmer, at man skriver, og oven i købet kan huske det hele, når man vågner og kan tumle ned til computeren og skrive, hvad hovedet allerede er fyldt af.

Nogle ting skriver sig selv – i dette tilfælde en episode fra Paris, som nok var meningen men ikke lige i den her version, som jeg ikke havde set komme, og hvor der endnu engang er dukket ting og personer op, jeg heller ikke havde forudset, men som viste sig at kunne mere, end jeg havde kunnet håbe på.

 

Anna og Christian kunne have vandret under Pont des Arts i middagssolen. Malet af Julius Paulsen i 1910. (SMK Open)

Mistænkelige personer – fotos fra underverdenen

Mistænkelige personer – fotos fra underverdenen

OBS: Museet er lukket fra 9. december pga. coronarestriktioner.

 

Politimuseets nye særudstilling viser et udvalg af museets omfattende samling af fotografier, som generelt ikke er tilgængelige. Museet skriver, at

‘Udstillingen giver samtidig en indsigt i efterforskningens udvikling. Med skabelsen af forbryderfotografiet fødtes nemlig den moderne kriminalteknik. Den systematiske forbryderfotografering – der finder sted fra 1860`ernes start – blev nemlig udgangspunkt for den såkaldte biometri, der i dag udgør en af efterforskningen søjler. Biometrien er i dag politiets måske vigtigste redskab i opklaringen af forbrydelser. I sin essens bygger biometrien på identifikation ved hjælp af menneskekroppen. Det være sig fingeraftryk, dna – eller forbryderfotografier. Og forbryderfotografiet var forløberen for alle de andre biometriske identifikationsformer.’

Hvis man kender Lendorph & la Cour, ved man naturligvis noget om den udvikling, og det kommer især til at gælde næste bog ‘Mord og Minespil’ i forhold til fotografering.

 

Udstillingen åbner 3. december på Politimuseet, som ligger på Fælledvej 20, København N, og pt har åbent tirsdag, torsdag, lørdag og søndag kl. 11.00-16.00 med gældende corona-restriktioner.

 

Læs mere

Det er nok bedst ikke at undlade…

Det er nok bedst ikke at undlade…

Når man sidder med en stak bilag til en straffesag, er der ofte en hel del korrespondance til og fra diverse jurister – overretssagførere m.fl. – og der er der nogle gange fraser, som bliver hængende i opmærksomheden, fordi de er ganske specielle og anvendes i flere sammenhænge, hvad enten det er en skilsmisse eller en ejendomshandel. I den sag, jeg sidder med nu, er sådan en vending faldet mig i øjnene, fordi den optræder i flere breve: ‘ikke undlade at’

Den optræder dels i et brev fra en dame til sin sagfører:

Jeg undlader herved ikke at meddele dem, at …

Og fra en sagfører til retten:

I anledning af Deres forespørgsel… skal man ikke undlade at oplyse, at …

En formulering som antyder en forpligtelse – måske underforstået eller moralsk, som brevskriveren dermed har honoreret, men som ikke desto mindre er aldeles overflødig.

Vaffor gamle dage?

Vaffor gamle dage?

Min farmor var teenager i 1910.  Det var en tid, hvor man bekymrede sig om bybørns adgang til frisk luft, vigtigheden af at undervise i tegning, idræt og madlavning i skolen. Hvor der altid var vejarbejder, fordi de skulle graves ledninger ned – bl.a. til det meget store og meget moderne telefonnet. Og hvor nogle skrev om, at det bare var for meget med de telefoner – folk kunne jo ikke stå ud af sengen eller spise frokost uden absolut at skulle ringe til nogen og fortælle om det.

København var den mest cyklende by i verden – alle kørte på cykel. Også en officer i fuld uniform og med sablen spændt over styret. Man gættede i 1907 på, at der var mellem 80- og 100.000 cykler i byen. En for hver 6. indbygger. Der var biler – især taxaer, som havde fået taxametre. Man kunne tage en vandtaxa. Der var et stort net af sporvogne, som allerede i 107 transporterede 77 mio. passagerer – svarende til, at samtlige indbyggere kørte i sporvogn ca. 150 gange om året. Største passagertal i 1906 på én dag – 248.556. Illum havde en elbil til varekørsel – det havde Magasin også. I det hele taget var elbiler populære.

Der var masser af underholdning på teatre og varieteer og ikke mindst Tivoli, hvor lysene langs søen og det kinesiske tårn så ud ganske som nu. Billetten kostede 50 øre.

Man kunne få noget at drikke på ‘Skærsilden’ – eller a Porta, som allerede var et begreb.

Elektricitet blev ikke kun brugt til lys på gader og i hjem men også til elevatorer og til læsning og losning af skibe i havnen, som også skete gennem transportrør.

Der var en livlig handel med værdipapirer, og – når man sætter mændene på børsen i noget, der ligner en skolestue, så kaster de også med papirkugler. (jo, den er god nok – de kastede med papirkugler på Børsen).

Der var systuer hos fx Magasin – med ca. 800 ansatte i huset og 1000 udenfor. Som havde 8-14 dages sommerferie afhængig af anciennitet.

Aviserne bragte nyheder fra hele verden, afholdt selskabsrejser for deres abonnenter og skrev samme slags rubrikker som nu – i et sprog, der ikke adskiller sig fra vores. Udover at navneordene er med stort. Og de var effektive. Nyheder kunne komme ind så sent som kl. 3-4 om natten og være i avisen, der udkom kl. 6-7. Det vrimlede med pressefotografer, og fotografier kunne tages på både film og plader, i sorthvid eller farve (dyrt og langsomt) eller stereoskopisk.

Det var kvinder, der gik på museum – ‘efter sigende skal amatører af unge damer nære særlig interesse for zoologi og udvise den største intelligens og forståelse af denne omfattende videnskab.’ Kvinder kunne være snedkere eller akademikere, stemme til kommunalvalg men endnu ikke til Rigsdagen. Danmarks første kvindelige politibetjent blev ansat i Ålborg i 1911.

Af de ca. 535.000, der boede i København i 1906, var ca. halvdelen indfødte, næsten resten var jyder, og så var der ca. 30.000 udlændinge, flest svenskere og tyskere.

Hospitalerne havde styr på bakterierne og brugte karbol og kogning, de indlagte på hospitalerne blev taget udenfor om sommeren, hvis de kunne tåle det, man bruge blyforklæder ved røntgenundersøgelser, og chefen for Fødselsstiftelsen, som tog sig af ugifte mødre, erklærede, at ‘et barn, det lar jeg gå, det er noget, der kan hænde den bedste, to børn er der sgu heller ikke noget at sige til, men tre børn det er mere end en anstændig pige kan tillade sig. Specielt som prævention var både lovlig at sælge, bruge og vejlede om.

Alt i alt en verden, som er meget, meget genkendelig og ikke specielt ‘gamle dage’.

Hvis du hellere vil lytte:

 

Se f.eks. om stereofotos her. Hjalmar Alstrup var medstifter af Stereoskopklubben i 1908.

Foto: Paul Fischer. Se hans fotos her. Fischer brugte bl.a. fotografierne til nogle aldeles pragtfulde malerier.

Some things are meant to be…

Some things are meant to be…

Smugkik på mit nye omslag til

Lendorph & la Cou: Guld og Diamanter

Anne Gyrite Schütt har givet mine figurer ansigt og krop, som så snart BoD’s ekspeditionstid er overstået, vil pryde den første bog som både e- og papirbog.

Billedet er tilpasset til formatet, og med en baggrund, der tillader tekst på bagsiden (området til venstre) og med plads til navn og titel på forsiden.

Det var været en fantastisk proces – der kommer mere video – at få de mennesker, jeg har skrevet frem, malet frem af Anne, så der nu er nogle hele mennesker, som nu både har indre og ydre. Jeg er jubleglad for resultatet og meget spændt på omslaget til bog nr. 2, som også gerne skulle udkomme ‘lige om lidt’.

Og så er det jo lidt sjovt at få originalen med hjem, gå ud i skabet for at se, om man skulle have noget ramme, det kan være i – og så er der én, der passer på nær en eneste milimeter, som heldigvis kunne skæres af i bunden, hvor der alligevel var bart alleryderst. Nu hænger billedet på væggen ved siden af mit skrivebord, så jeg kan se det både derfra og fra min lænestol, og kigge på dem, når jeg skriver.

Hvor glad kan man blive… 😊

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Jeg gider ikke læse krimier – de har alt for travlt med at konspirere, betragte ødelæggelserne, lægge fælder ud og klistre fast til et sygt plot – de sluger kort sagt mit overskud og min lyst til at lære verden at kende. Men denne krimi er anderledes.

Freya Anduin har sat sig for at fortælle om det gamle København. Om gaderne, reglerne, lugtene, alle de ting vi har glemt, maler hun et billede af, og til det har hun brugt et diamantkup. Fortællingen om de to unge og nyansatte som henholdsvis kvindelig journalist og en mandlig lovende politiopdager, Københavns liv omkring 1910 og et absolut kløgtigt udført diamantkup bliver her til en dragende cocktail.
Tid, sted og de velkomponerede personerne bliver lynhurtigt tydelige, og på grund af deres ungdoms naturlige nysgerrighed bliver handlingen spændende og driver historien fremad uden benspænd og intrigeren.

Kan man virkelig skrive en krimi uden sure gamle mænd, der vader i blod, hæsblæsende biljagter og sværgen til død og ødelæggelse, så den samtidig er spændende, godt fortalt og har en fyldighed, som man kan være til stede i, mens man læser – det er det Freya Anduin har skrevet – en feel good krimi. Jeg håber, de to unge mennesker kan forsætte deres samarbejde i nye udfordringer. Jeg har læst med glæde, og jeg håber, at de to unge kommer på flere eventyr sammen.

Birgitte Zimling

En bog om København fra 1907

En bog om København fra 1907

Hvis man gerne vil have en oplevelse af København, sådan som byen så sig selv, er ‘Stor-København’ af Alb. Gnudtzmann og Helmer Lind simpelthen pragtfuld.

Man bliver taget i hånden og ført gennem byen og døgnet fra ‘Byen Vågner’ til ‘Det Underjordiske København’ med en perlerække af illustrationer i to bind på i alt over 800 sider.

Den har en helt unik, poetisk tone, som slås an allerede på første side ‘Byen Vågner’: Omme i en sidegade lyder der stemmer. De skratter unaturligt stærkt i den uldbløde stilhed. En latter støjer op med tysses pludselig ned til en hvisken, ligesom forskrækket over det brud på nattefreden, den har afstedkommet.

Nu smækkes en gadedør i, og skridtene af en person, der har taget afsked, knirker hen ad gadens fliserække og dør bort i det fjerne…

Der høres stemmer, og der er en vogn, der rasler gennem gaden. Så en … og en til… Det er en droske med fire glade herrer, der ler; fjollet som fire Pjerroter, skråler en fødelandssang op mod den matte himmel og syner sammen på droskens bund, mens Lotte med trætte klipklap mod asfalten fører dem nærmere og nærmere tl søvnens himmerig og næstedagens tømmermandshelvede.

 

Stemningen varer til slut og ‘Det underjordiske København’: Om man kunne tænke sig, at det underjordiske København nægtede at fungere, at vand- og kloakrørene tilstoppedes, gasrørene sprang, og elektricitetsledningerne ikke mere kunne lede strømmen. I løbet af få minutter ville byens liv være lammet; inden en time vilde det være et virvar og rådvildhed. …

Hvem tænker vel til daglig på, at under hans fødder ligger et net af ledninger, uden hvilken byen ikke eksisterede som by.

Vi præsenteres for København anno 1907 af forfattere, som ser sig omkring og beskriver deres verden. Ikke vores tolkning af, hvordan vi tror, det var, men deres oplevelse af husmødre, en stat i staten, i hyttefadet, hvad der gøres for børnene, Vestre Fængsel, stemmeret, rettens vej, automobilet og hoffet, hvad vælgerne koster…   Det er næsten som at være der selv.

 

Anduin

 

 

 

Fotograf: Fritz Theodor Benzen (1864-1945). Originalen er på Københavns Museum.

 

 

 

Anne tegner

Anne tegner

Hvor heldig kan man være? Ann Gyrite Schütt har sagt ja til at lave forsider til mine bøger om Lendorph & la Cour. Jeg kan slet ikke få armene ned 😊

Det betyder, at første bog ‘Guld og Diamanter’ får nyt omslag samtidigt med, at bog nr. 2 – ‘Løgnere og Levemænd’ udkommer.

Vi havde første møde i dag, og jeg fik lov til at filme, for processen er utroligt spændende. Der er mange ideer, mange overvejelser og mange skitser undervejs. Og så selvfølgelig et resultat. Eller faktisk to.

Anne er en fantastisk kunstner, og har senest portrætteret Dronningen i anledning af hendes 80-års dag. Hun udstillede ‘It could have been me’ på Lys over Lolland med portrætter af kvinder fra politiets register, og så tegner hun fra retssager, og så kan det ikke komme tættere på bøgernes emner. Hun har også en eminent historisk viden, interesserer sig for tiden og kan male i teknikker fra de seneste 700 år mindst. Det første glimt, jeg fik i dag af, hvad det kan blive til, var præcis det, jeg håbede på. Det bliver en fantastisk rejse – her er første afsnit – der kommer mere.

Anne Gyrite Schütt har tegnet Christian, så jeg nu kan se, hvordan min romanhelt ser ud.

Det er en lidt vild oplevelse, for jeg har skrevet om ham siden februar 19; jeg ved ‘alt’ om ham, men jeg har aldrig set ham før.

Er han ikke bare dejlig?