Vaffor gamle dage?

Vaffor gamle dage?

Min farmor var teenager i 1910.  Det var en tid, hvor man bekymrede sig om bybørns adgang til frisk luft, vigtigheden af at undervise i tegning, idræt og madlavning i skolen. Hvor der altid var vejarbejder, fordi de skulle graves ledninger ned – bl.a. til det meget store og meget moderne telefonnet. Og hvor nogle skrev om, at det bare var for meget med de telefoner – folk kunne jo ikke stå ud af sengen eller spise frokost uden absolut at skulle ringe til nogen og fortælle om det.

København var den mest cyklende by i verden – alle kørte på cykel. Også en officer i fuld uniform og med sablen spændt over styret. Man gættede i 1907 på, at der var mellem 80- og 100.000 cykler i byen. En for hver 6. indbygger. Der var biler – især taxaer, som havde fået taxametre. Man kunne tage en vandtaxa. Der var et stort net af sporvogne, som allerede i 107 transporterede 77 mio. passagerer – svarende til, at samtlige indbyggere kørte i sporvogn ca. 150 gange om året. Største passagertal i 1906 på én dag – 248.556. Illum havde en elbil til varekørsel – det havde Magasin også. I det hele taget var elbiler populære.

Der var masser af underholdning på teatre og varieteer og ikke mindst Tivoli, hvor lysene langs søen og det kinesiske tårn så ud ganske som nu. Billetten kostede 50 øre.

Man kunne få noget at drikke på ‘Skærsilden’ – eller a Porta, som allerede var et begreb.

Elektricitet blev ikke kun brugt til lys på gader og i hjem men også til elevatorer og til læsning og losning af skibe i havnen, som også skete gennem transportrør.

Der var en livlig handel med værdipapirer, og – når man sætter mændene på børsen i noget, der ligner en skolestue, så kaster de også med papirkugler. (jo, den er god nok – de kastede med papirkugler på Børsen).

Der var systuer hos fx Magasin – med ca. 800 ansatte i huset og 1000 udenfor. Som havde 8-14 dages sommerferie afhængig af anciennitet.

Aviserne bragte nyheder fra hele verden, afholdt selskabsrejser for deres abonnenter og skrev samme slags rubrikker som nu – i et sprog, der ikke adskiller sig fra vores. Udover at navneordene er med stort. Og de var effektive. Nyheder kunne komme ind så sent som kl. 3-4 om natten og være i avisen, der udkom kl. 6-7. Det vrimlede med pressefotografer, og fotografier kunne tages på både film og plader, i sorthvid eller farve (dyrt og langsomt) eller stereoskopisk.

Det var kvinder, der gik på museum – ‘efter sigende skal amatører af unge damer nære særlig interesse for zoologi og udvise den største intelligens og forståelse af denne omfattende videnskab.’ Kvinder kunne være snedkere eller akademikere, stemme til kommunalvalg men endnu ikke til Rigsdagen. Danmarks første kvindelige politibetjent blev ansat i Ålborg i 1911.

Af de ca. 535.000, der boede i København i 1906, var ca. halvdelen indfødte, næsten resten var jyder, og så var der ca. 30.000 udlændinge, flest svenskere og tyskere.

Hospitalerne havde styr på bakterierne og brugte karbol og kogning, de indlagte på hospitalerne blev taget udenfor om sommeren, hvis de kunne tåle det, man bruge blyforklæder ved røntgenundersøgelser, og chefen for Fødselsstiftelsen erklærede, at ‘et barn, det lar jeg gå, det er noget, der kan hænde den bedste, to børn er der sgu heller ikke noget at sige til, men tre børn det er mere end en anstændig pige kan tillade sig. Specielt som prævention var både lovlig at sælge, bruge og vejlede om.

Alt i alt en verden, som er meget, meget genkendelig og ikke specielt ‘gamle dage’.

Hvis du hellere vil lytte:

 

Se f.eks. om stereofotos her. Hjalmar Alstrup var medstifter af Stereoskopklubben i 1908.

Foto: Paul Fischer. Se hans fotos her. Fischer brugte bl.a. fotografierne til nogle aldeles pragtfulde malerier.

Some things are meant to be…

Some things are meant to be…

Smugkik på mit nye omslag til

Lendorph & la Cou: Guld og Diamanter

Anne Gyrite Schütt har givet mine figurer ansigt og krop, som så snart BoD’s ekspeditionstid er overstået, vil pryde den første bog som både e- og papirbog.

Billedet er tilpasset til formatet, og med en baggrund, der tillader tekst på bagsiden (området til venstre) og med plads til navn og titel på forsiden.

Det var været en fantastisk proces – der kommer mere video – at få de mennesker, jeg har skrevet frem, malet frem af Anne, så der nu er nogle hele mennesker, som nu både har indre og ydre. Jeg er jubleglad for resultatet og meget spændt på omslaget til bog nr. 2, som også gerne skulle udkomme ‘lige om lidt’.

Og så er det jo lidt sjovt at få originalen med hjem, gå ud i skabet for at se, om man skulle have noget ramme, det kan være i – og så er der én, der passer på nær en eneste milimeter, som heldigvis kunne skæres af i bunden, hvor der alligevel var bart alleryderst. Nu hænger billedet på væggen ved siden af mit skrivebord, så jeg kan se det både derfra og fra min lænestol, og kigge på dem, når jeg skriver.

Hvor glad kan man blive… 😊

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Første anmeldelse – og jeg er meget glad

Jeg gider ikke læse krimier – de har alt for travlt med at konspirere, betragte ødelæggelserne, lægge fælder ud og klistre fast til et sygt plot – de sluger kort sagt mit overskud og min lyst til at lære verden at kende. Men denne krimi er anderledes.

Freya Anduin har sat sig for at fortælle om det gamle København. Om gaderne, reglerne, lugtene, alle de ting vi har glemt, maler hun et billede af, og til det har hun brugt et diamantkup. Fortællingen om de to unge og nyansatte som henholdsvis kvindelig journalist og en mandlig lovende politiopdager, Københavns liv omkring 1910 og et absolut kløgtigt udført diamantkup bliver her til en dragende cocktail.
Tid, sted og de velkomponerede personerne bliver lynhurtigt tydelige, og på grund af deres ungdoms naturlige nysgerrighed bliver handlingen spændende og driver historien fremad uden benspænd og intrigeren.

Kan man virkelig skrive en krimi uden sure gamle mænd, der vader i blod, hæsblæsende biljagter og sværgen til død og ødelæggelse, så den samtidig er spændende, godt fortalt og har en fyldighed, som man kan være til stede i, mens man læser – det er det Freya Anduin har skrevet – en feel good krimi. Jeg håber, de to unge mennesker kan forsætte deres samarbejde i nye udfordringer. Jeg har læst med glæde, og jeg håber, at de to unge kommer på flere eventyr sammen.

Birgitte Zimling

En bog om København fra 1907

En bog om København fra 1907

Hvis man gerne vil have en oplevelse af København, sådan som byen så sig selv, er ‘Stor-København’ af Alb. Gnudtzmann og Helmer Lind simpelthen pragtfuld.

Man bliver taget i hånden og ført gennem byen og døgnet fra ‘Byen Vågner’ til ‘Det Underjordiske København’ med en perlerække af illustrationer i to bind på i alt over 800 sider.

Den har en helt unik, poetisk tone, som slås an allerede på første side ‘Byen Vågner’: Omme i en sidegade lyder der stemmer. De skratter unaturligt stærkt i den uldbløde stilhed. En latter støjer op med tysses pludselig ned til en hvisken, ligesom forskrækket over det brud på nattefreden, den har afstedkommet.

Nu smækkes en gadedør i, og skridtene af en person, der har taget afsked, knirker hen ad gadens fliserække og dør bort i det fjerne…

Der høres stemmer, og der er en vogn, der rasler gennem gaden. Så en … og en til… Det er en droske med fire glade herrer, der ler; fjollet som fire Pjerroter, skråler en fødelandssang op mod den matte himmel og syner sammen på droskens bund, mens Lotte med trætte klipklap mod asfalten fører dem nærmere og nærmere tl søvnens himmerig og næstedagens tømmermandshelvede.

 

Stemningen varer til slut og ‘Det underjordiske København’: Om man kunne tænke sig, at det underjordiske København nægtede at fungere, at vand- og kloakrørene tilstoppedes, gasrørene sprang, og elektricitetsledningerne ikke mere kunne lede strømmen. I løbet af få minutter ville byens liv være lammet; inden en time vilde det være et virvar og rådvildhed. …

Hvem tænker vel til daglig på, at under hans fødder ligger et net af ledninger, uden hvilken byen ikke eksisterede som by.

Vi præsenteres for København anno 1907 af forfattere, som ser sig omkring og beskriver deres verden. Ikke vores tolkning af, hvordan vi tror, det var, men deres oplevelse af husmødre, en stat i staten, i hyttefadet, hvad der gøres for børnene, Vestre Fængsel, stemmeret, rettens vej, automobilet og hoffet, hvad vælgerne koster…   Det er næsten som at være der selv.

 

Anduin

 

 

 

Fotograf: Fritz Theodor Benzen (1864-1945). Originalen er på Københavns Museum.

 

 

 

Anne tegner

Anne tegner

Hvor heldig kan man være? Ann Gyrite Schütt har sagt ja til at lave forsider til mine bøger om Lendorph & la Cour. Jeg kan slet ikke få armene ned 😊

Det betyder, at første bog ‘Guld og Diamanter’ får nyt omslag samtidigt med, at bog nr. 2 – ‘Løgnere og Levemænd’ udkommer.

Vi havde første møde i dag, og jeg fik lov til at filme, for processen er utroligt spændende. Der er mange ideer, mange overvejelser og mange skitser undervejs. Og så selvfølgelig et resultat. Eller faktisk to.

Anne er en fantastisk kunstner, og har senest portrætteret Dronningen i anledning af hendes 80-års dag. Hun udstillede ‘It could have been me’ på Lys over Lolland med portrætter af kvinder fra politiets register, og så tegner hun fra retssager, og så kan det ikke komme tættere på bøgernes emner. Hun har også en eminent historisk viden, interesserer sig for tiden og kan male i teknikker fra de seneste 700 år mindst. Det første glimt, jeg fik i dag af, hvad det kan blive til, var præcis det, jeg håbede på. Det bliver en fantastisk rejse – her er første afsnit – der kommer mere.

Anne Gyrite Schütt har tegnet Christian, så jeg nu kan se, hvordan min romanhelt ser ud.

Det er en lidt vild oplevelse, for jeg har skrevet om ham siden februar 19; jeg ved ‘alt’ om ham, men jeg har aldrig set ham før.

Er han ikke bare dejlig?

Kameraer

Kameraer

I guder hvor kan jeg blive distraheret. Bare sådan en lille detalje som at sikre, at fototeknik osv. er korrekt for tiden… de var ok godt med i 1910.
F.eks. kunne man købe et kamera med tre linser til dybde og panorama – og man kunne faktisk tage farvebilleder på glasplader – det kostede bare en herregård med ekstra kirke. Mange kameraer – også de nye pocket-kameraer kunne bruge både filmruller og glasplader.

De her lækkerbiskner er Linhofs Ganzmetall 6×9 fra 1910 og en annonce for deres stereokamera fra 1911. Det var dem, jeg fik svar fra med tilladelse til at bruge billederne.

Man kan se flere pragtfulde kameraer her:
http://linhof.com/en/historische-kameras-2/

Penge nok…

Penge nok…

På et tidspunkt, hvor Københavnske tyveknægte nærmest var hyperaktive, kunne de læse om døren til Carnegies sikre boks på Wall Street, som det tog to år og to millioner at bygge af 5 tommer tykke stålplader omgivet af 12 fod tykke brandsikre cementvægge. Døren er massivt stål 7½ fod i diameter og vejer 50000 pund. Låsemekanismen alene vejer 10.000 pund. Man må jo så sige, Carnegie også have noget at putte i boksen.
Her kan vi kun være glade for, der blev passet på pengene, for Carnegie har været rundhåndet med at støtte dansk forskning, bl.a. Niels Bohrs, og gør det stadig.
I bogen er familierne Lendorph og Bohr venner.

 

Gamle vittigheder

Gamle vittigheder

Det er forskelligt, hvad man sådan falder over, mens man leder efter noget andet. Her er f.eks. lidt vittigheder anno 1910:
Paa en herværende Restauration klagede en Gæst over at Øllet var dovent.
Aa, Snak, sagde Opvarteren, luk bare Øjnene og lad det løbe ned, saa marker De det ikke!
Gæsten fulgte Raadet. Lidt efter betalte han. Der er for lidt Penge! sagde Opvarteren.
Sludder,sagde Gæsten. Luk bare Øjnene og put dem ned, saa mærker De det ikke!

Lille Hans har været uartig og er bleven lukket inde i Badeværelset.
Da Middagsmaden kommer paa Bordet, lader Forældrene sig formilde og sender Hanses Søster Grete ind til Synderen for at meddele ham, at han skal faa Lov til at spise med, hvis han vil love at va re artig hele Resten af Dagen.
Lidt efter kommer Grete tilbage og melder: Jeg skulde sige fra Hans, at han vilde gerne først vide, hvad vi skulde have til Middag!

En ung Kunstner siger netop til en af sine Venner:
Charles, kan du se den Dame og den Herre, som staar henne foran mit Maleri og taler saa sagte og ser saa alvorligt paa hinanden?
Ja, hvad er der med dem?
Kan du ikke gøre mig den Tjeneste og drive hen forbi dem og lægge Mærke til, hvad de siger?
Vennen gaar hen forbi dem og kommer lidt efter tilbage til Kunstneren og siger:
Hun skælder ham ud, fordi han har kastet sin Uldtrøje for tidligt!

Illustrationen er noget ældre – fra Puck, marts 1884. Nogle af de travle mænd render med aviser med teksten Fake News, Humbug News, Cheap Sensation. De øvrige titler fra The Daily Splurge er bl.a. A Week as a Tramp!!, An Organ Grinder’s Life, a Night Around Town” by a woman reporter, How beggars are treated on 5th Ave. by Fanny Fake…
Library of Congress Prints and Photographs Division Washington, D.C. 20540 USA
Den første detektiv

Den første detektiv

Anna og Christian bliver venner på et øjeblik pga. et citat fra Monsieur Lecoq. Ham er der næppe mange, der har hørt om, men Emile Gaboriaus detektiv var faktisk inspiration for Conan Doyle.
Lecoq dukker op første gang i romanen L’Affaire Lerouge, som udkom som føljeton og roman i 1866 (i 9. udgave i 1870) og kan gøre krav på at være den første rigtige detektivroman. Lecoq er i modsætning til Homes ansat i politiet og følger gængse efterforskningsmetoder, beskrevet meget realistisk.
Emile Gaboriau anses for detektivromanens fader, og Lecoq nævnes endda i A Study in Scarlet: ‘Have you read Gaboriau’s works?’ I asked. ‘Does Lecoq come up to your idea of a detective?’ Sherlock Holmes sniffed sardonically. ‘Lecoq was a miserable bungler,’ he said in an angry voice, ‘he had only one thing to recommend him, and that was his energy. That book made me positively ill. (…) It might be made a text-book for detectives to teach them what to avoid’.
Uanset Conan Doyle / Sherlock Holmes mening om Lecoq blev Gaboriau rig på sin forfattervirksomhed, bl.a. fordi mange aviser bragte hans historier som føljetoner. Han havde også en ‘hobby’: at kigge på forbipasserende og ud fra deres fremtoning gætte deres erhverv, socialstatus osv. og så skygge dem for at finde ud af, om det var rigtigt. Måske det minder nogen om nogen?
Gaboriau blev også populær i Danmark, og i februar 1869 kunne Dagens Nyheder proklamere, at man fortsatte med hans romaner som føljetoner. Den sidste ‘Falsk Spil’ kørte i 1870. Han døde i 1873. I 1910 har han været glemt – alt handlede om Sherlock Holmes.

Det blev tyske Dr. Gross, som lavede den første håndbog i, hvordan detektiver skal arbejde. Mere om det senere.