Gamle vittigheder

Gamle vittigheder

Det er forskelligt, hvad man sådan falder over, mens man leder efter noget andet. Her er f.eks. lidt vittigheder anno 1910:
Paa en herværende Restauration klagede en Gæst over at Øllet var dovent.
Aa, Snak, sagde Opvarteren, luk bare Øjnene og lad det løbe ned, saa marker De det ikke!
Gæsten fulgte Raadet. Lidt efter betalte han. Der er for lidt Penge! sagde Opvarteren.
Sludder,sagde Gæsten. Luk bare Øjnene og put dem ned, saa mærker De det ikke!

Lille Hans har været uartig og er bleven lukket inde i Badeværelset.
Da Middagsmaden kommer paa Bordet, lader Forældrene sig formilde og sender Hanses Søster Grete ind til Synderen for at meddele ham, at han skal faa Lov til at spise med, hvis han vil love at va re artig hele Resten af Dagen.
Lidt efter kommer Grete tilbage og melder: Jeg skulde sige fra Hans, at han vilde gerne først vide, hvad vi skulde have til Middag!

En ung Kunstner siger netop til en af sine Venner:
Charles, kan du se den Dame og den Herre, som staar henne foran mit Maleri og taler saa sagte og ser saa alvorligt paa hinanden?
Ja, hvad er der med dem?
Kan du ikke gøre mig den Tjeneste og drive hen forbi dem og lægge Mærke til, hvad de siger?
Vennen gaar hen forbi dem og kommer lidt efter tilbage til Kunstneren og siger:
Hun skælder ham ud, fordi han har kastet sin Uldtrøje for tidligt!

Illustrationen er noget ældre – fra Puck, marts 1884. Nogle af de travle mænd render med aviser med teksten Fake News, Humbug News, Cheap Sensation. De øvrige titler fra The Daily Splurge er bl.a. A Week as a Tramp!!, An Organ Grinder’s Life, a Night Around Town” by a woman reporter, How beggars are treated on 5th Ave. by Fanny Fake…
Library of Congress Prints and Photographs Division Washington, D.C. 20540 USA
Den første detektiv

Den første detektiv

Anna og Christian bliver venner på et øjeblik pga. et citat fra Monsieur Lecoq. Ham er der næppe mange, der har hørt om, men Emile Gaboriaus detektiv var faktisk inspiration for Conan Doyle.
Lecoq dukker op første gang i romanen L’Affaire Lerouge, som udkom som føljeton og roman i 1866 (i 9. udgave i 1870) og kan gøre krav på at være den første rigtige detektivroman. Lecoq er i modsætning til Homes ansat i politiet og følger gængse efterforskningsmetoder, beskrevet meget realistisk.
Emile Gaboriau anses for detektivromanens fader, og Lecoq nævnes endda i A Study in Scarlet: ‘Have you read Gaboriau’s works?’ I asked. ‘Does Lecoq come up to your idea of a detective?’ Sherlock Holmes sniffed sardonically. ‘Lecoq was a miserable bungler,’ he said in an angry voice, ‘he had only one thing to recommend him, and that was his energy. That book made me positively ill. (…) It might be made a text-book for detectives to teach them what to avoid’.
Uanset Conan Doyle / Sherlock Holmes mening om Lecoq blev Gaboriau rig på sin forfattervirksomhed, bl.a. fordi mange aviser bragte hans historier som føljetoner. Han havde også en ‘hobby’: at kigge på forbipasserende og ud fra deres fremtoning gætte deres erhverv, socialstatus osv. og så skygge dem for at finde ud af, om det var rigtigt. Måske det minder nogen om nogen?
Gaboriau blev også populær i Danmark, og i februar 1869 kunne Dagens Nyheder proklamere, at man fortsatte med hans romaner som føljetoner. Den sidste ‘Falsk Spil’ kørte i 1870. Han døde i 1873. I 1910 har han været glemt – alt handlede om Sherlock Holmes.

Det blev tyske Dr. Gross, som lavede den første håndbog i, hvordan detektiver skal arbejde. Mere om det senere.

Bevismateriale

Bevismateriale

Når man sidder med sagsmapper på Rigsarkivet, er det ofte referater og noter og indimellem fotos. Men nogle gange er der også bevismateriale, som nogen tydeligvis har forsøgt at skaffe sig af med, og som er samlet op fra en skraldespand og har indgået i en bevisførelse. Det kan også være håndskrevne ting som dette ‘erotiske vers’, som jeg dog ikke har brugt tid på at tyde, da det ikke har betydning i min historie. Begge dele var foldet ind i et brevpapir fra Hotel Kongen af Danmark og lagt i en kuvert med ‘brudstykker af dansk, fransk og engelsk’ og ‘fundet i gården’ på en adresse på Frederiksvej.

 

Vælg en el-bil

Vælg en el-bil

København 1910 var en moderne by. Telefonen havde holdt sit indtog. Først med ‘Kjøbenhavns By- og Hustelegraf’ med forbindelse mellem kontorer, fabrikker, banker og Christiansborg. Den første central blev etableret i 1881 og havde 22 abonnenter. Det kostede 150 kr. at få telefon, og selvom det var dyrt, blev byen hurtigt fyldt med telefonledninger.

Der var elektriske sporvogne – de kom i 1899, og i 1910 overtog København sporvognsdriften. Allerede i 90’erne var der 20 mio. passagerer – i 1919 182 mio.
København fik det første elværk i 1892, og samme år kom de første elektriske gadelygter i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup. Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899.
Underholdningsindustrien var også med på el – Tivoli åbnede i 1882 med elektrisk lys (om end ikke hver dag), og man kunne komme rundt med elektrisk tog.

Der var naturligvis også biler – endda danske. Hammelvognen fra 1888 kører endda endnu og er verdens ældste stadigt fungerende bil. Den blev bygget på Alfred F. Hammels maskinfabrik på Nørrebro af Urban Johansen kun to år efter, at Daimler og Benz havde forsøgt sig med trehjulede køretøjer med forbrændingsmotor.

Men det var elbilerne, som dominerede i starten. I 1899 satte en elbil hastighedskort med over 100 km/t. I 1901 kom den første elbil til Danmark, og Illum-brødrene fik bygget en elbil til varekørsel i København, som Anna og Christian kan have set køre rundt i gaderne, hvor også cykler fyldte godt op.
Personbiler kunne se ud som i denne annonce for en Waverly Electric Coupé bragt i Saturday Evening Post, 1910. Illums elbil blev fotograferet allerede i 1901.

Fedora og cape coat

Fedora og cape coat

Christians hat er en fedora, og som trilbyen har den fået sit navn fra et teaterstykke om prinsesse Fédora, skrevet i 1882 af franske Victorien Sardou og startede altså sit liv som damehat – præcis som trilbyen.
M. Sardou optræder i bogen med en meget speciel tegning, som ikke har noget med hverken teater eller hatte at gøre – og som med så meget andet, havde jeg ingen ide om denne forbindelse, før jeg kiggede nærmere på fedoraens historie.

Christian går med en Inverness Cape Coat – præcis som Sherlock Holmes. Han har ikke valgt den frakke pga. Holmes, men fordi den er rummelig nok til ikke at krølle habitten indenunder. Selskabsudgaven så ud som på denne modetegning fra NY, 1910.

Kvinder i politiet

Kvinder i politiet

Anna er journalist, fordi der i 1910 ikke var kvinder ansat i politiet i Danmark. Der var andre steder, og flere pressede på – bl.a. Dansk Kvindesamfund – for, at der skulle ansættes kvinder. I politiet spurgte man andre steder om deres erfaringer med kvindelige politibetjente – så langt væk som i Chicago og Los Angeles, som på det tidspunkt havde haft kvinder ansat i flere år. Her gik der dog stadig flere år, før det blev aktuelt, og den første kvinde blev ansat i Ålborg.
Som man kan se af brevet, var korrespondancen stadig i gang i 1922 – her med the International Association of Police Woman.

En trilby

En trilby

Jeg fik en indskydelse og tjekkede ‘trilby’ – den hat Anna foretrækker. Det viser sig, navnet er fra et teaterstykke baseret på George du Mauriers novelle fra 1894 “Trilby”, hvor det faktisk er den kvindelige hovedperson – Trilby O’Ferrall. Hun blev i New York i 1896 spillet af en skuespillerinde, der ligner mit ‘billede’ af Anna. Virginia Harned, som skuespillerinden hed, var i øvrigt var gift med en skuespiller, som minder meget om Christian. Jeg ved så ikke, om Virginia var rødhåret. Anna er.

 

Fotoet er fra Billy Rose Theatre Division, The New York Public Library. “Virginia Harned” The New York Public Library Digital Collections.

Ingen krig

Handlingen foregår i 1910 – og hvorfor så det? Det helt enkle svar er: for at slippe for krig. Jeg blev allerførst inspireret af den Canadiske Murdoch serie, som foregår ca. 1895-1905, og der er hele tiden krigsreferencer. Jeg læste Conan-Doyle, og der er hele tiden krigsreferencer. Jeg har læst og set alt muligt andet (engelsksproget), og der er hele tiden krigsreferencer – selv australske Phryne Fisher har et krigstraume i 1928-29. Og jeg blev så træt af det. Så jeg forsøgte at finde et tidspunkt, hvor jeg kunne undgå at blande krig ind i historien. Ikke at verden er et fredeligt sted i 1910, og danske aviser har masser af historier om krig andre steder, men de behøver ikke have indflydelse på min fortælling.

Jeg kunne ikke finde andre, der brugte 1910, og tiden er moderne nok til at være relaterbar – el, biler, telefoner… ikke alt for ‘gamle dage’. Længe nok siden til at undgå en masse opretshavsbøvl, når man vil bruge virkelige forbrydelser, og det var meningen helt fra start. Det følges som det rigtige tidspunkt. Og så viste det sig, at det var meget rigtigere, end jeg havde forestillet mig.