Vaffor gamle dage?

Vaffor gamle dage?

Min farmor var teenager i 1910.  Det var en tid, hvor man bekymrede sig om bybørns adgang til frisk luft, vigtigheden af at undervise i tegning, idræt og madlavning i skolen. Hvor der altid var vejarbejder, fordi de skulle graves ledninger ned – bl.a. til det meget store og meget moderne telefonnet. Og hvor nogle skrev om, at det bare var for meget med de telefoner – folk kunne jo ikke stå ud af sengen eller spise frokost uden absolut at skulle ringe til nogen og fortælle om det.

København var den mest cyklende by i verden – alle kørte på cykel. Også en officer i fuld uniform og med sablen spændt over styret. Man gættede i 1907 på, at der var mellem 80- og 100.000 cykler i byen. En for hver 6. indbygger. Der var biler – især taxaer, som havde fået taxametre. Man kunne tage en vandtaxa. Der var et stort net af sporvogne, som allerede i 107 transporterede 77 mio. passagerer – svarende til, at samtlige indbyggere kørte i sporvogn ca. 150 gange om året. Største passagertal i 1906 på én dag – 248.556. Illum havde en elbil til varekørsel – det havde Magasin også. I det hele taget var elbiler populære.

Der var masser af underholdning på teatre og varieteer og ikke mindst Tivoli, hvor lysene langs søen og det kinesiske tårn så ud ganske som nu. Billetten kostede 50 øre.

Man kunne få noget at drikke på ‘Skærsilden’ – eller a Porta, som allerede var et begreb.

Elektricitet blev ikke kun brugt til lys på gader og i hjem men også til elevatorer og til læsning og losning af skibe i havnen, som også skete gennem transportrør.

Der var en livlig handel med værdipapirer, og – når man sætter mændene på børsen i noget, der ligner en skolestue, så kaster de også med papirkugler. (jo, den er god nok – de kastede med papirkugler på Børsen).

Der var systuer hos fx Magasin – med ca. 800 ansatte i huset og 1000 udenfor. Som havde 8-14 dages sommerferie afhængig af anciennitet.

Aviserne bragte nyheder fra hele verden, afholdt selskabsrejser for deres abonnenter og skrev samme slags rubrikker som nu – i et sprog, der ikke adskiller sig fra vores. Udover at navneordene er med stort. Og de var effektive. Nyheder kunne komme ind så sent som kl. 3-4 om natten og være i avisen, der udkom kl. 6-7. Det vrimlede med pressefotografer, og fotografier kunne tages på både film og plader, i sorthvid eller farve (dyrt og langsomt) eller stereoskopisk.

Det var kvinder, der gik på museum – ‘efter sigende skal amatører af unge damer nære særlig interesse for zoologi og udvise den største intelligens og forståelse af denne omfattende videnskab.’ Kvinder kunne være snedkere eller akademikere, stemme til kommunalvalg men endnu ikke til Rigsdagen. Danmarks første kvindelige politibetjent blev ansat i Ålborg i 1911.

Af de ca. 535.000, der boede i København i 1906, var ca. halvdelen indfødte, næsten resten var jyder, og så var der ca. 30.000 udlændinge, flest svenskere og tyskere.

Hospitalerne havde styr på bakterierne og brugte karbol og kogning, de indlagte på hospitalerne blev taget udenfor om sommeren, hvis de kunne tåle det, man bruge blyforklæder ved røntgenundersøgelser, og chefen for Fødselsstiftelsen erklærede, at ‘et barn, det lar jeg gå, det er noget, der kan hænde den bedste, to børn er der sgu heller ikke noget at sige til, men tre børn det er mere end en anstændig pige kan tillade sig. Specielt som prævention var både lovlig at sælge, bruge og vejlede om.

Alt i alt en verden, som er meget, meget genkendelig og ikke specielt ‘gamle dage’.

Hvis du hellere vil lytte:

 

Se f.eks. om stereofotos her. Hjalmar Alstrup var medstifter af Stereoskopklubben i 1908.

Foto: Paul Fischer. Se hans fotos her. Fischer brugte bl.a. fotografierne til nogle aldeles pragtfulde malerier.

En bog om København fra 1907

En bog om København fra 1907

Hvis man gerne vil have en oplevelse af København, sådan som byen så sig selv, er ‘Stor-København’ af Alb. Gnudtzmann og Helmer Lind simpelthen pragtfuld.

Man bliver taget i hånden og ført gennem byen og døgnet fra ‘Byen Vågner’ til ‘Det Underjordiske København’ med en perlerække af illustrationer i to bind på i alt over 800 sider.

Den har en helt unik, poetisk tone, som slås an allerede på første side ‘Byen Vågner’: Omme i en sidegade lyder der stemmer. De skratter unaturligt stærkt i den uldbløde stilhed. En latter støjer op med tysses pludselig ned til en hvisken, ligesom forskrækket over det brud på nattefreden, den har afstedkommet.

Nu smækkes en gadedør i, og skridtene af en person, der har taget afsked, knirker hen ad gadens fliserække og dør bort i det fjerne…

Der høres stemmer, og der er en vogn, der rasler gennem gaden. Så en … og en til… Det er en droske med fire glade herrer, der ler; fjollet som fire Pjerroter, skråler en fødelandssang op mod den matte himmel og syner sammen på droskens bund, mens Lotte med trætte klipklap mod asfalten fører dem nærmere og nærmere tl søvnens himmerig og næstedagens tømmermandshelvede.

 

Stemningen varer til slut og ‘Det underjordiske København’: Om man kunne tænke sig, at det underjordiske København nægtede at fungere, at vand- og kloakrørene tilstoppedes, gasrørene sprang, og elektricitetsledningerne ikke mere kunne lede strømmen. I løbet af få minutter ville byens liv være lammet; inden en time vilde det være et virvar og rådvildhed. …

Hvem tænker vel til daglig på, at under hans fødder ligger et net af ledninger, uden hvilken byen ikke eksisterede som by.

Vi præsenteres for København anno 1907 af forfattere, som ser sig omkring og beskriver deres verden. Ikke vores tolkning af, hvordan vi tror, det var, men deres oplevelse af husmødre, en stat i staten, i hyttefadet, hvad der gøres for børnene, Vestre Fængsel, stemmeret, rettens vej, automobilet og hoffet, hvad vælgerne koster…   Det er næsten som at være der selv.

 

Anduin

 

 

 

Fotograf: Fritz Theodor Benzen (1864-1945). Originalen er på Københavns Museum.

 

 

 

Bevismateriale

Bevismateriale

Når man sidder med sagsmapper på Rigsarkivet, er det ofte referater og noter og indimellem fotos. Men nogle gange er der også bevismateriale, som nogen tydeligvis har forsøgt at skaffe sig af med, og som er samlet op fra en skraldespand og har indgået i en bevisførelse. Det kan også være håndskrevne ting som dette ‘erotiske vers’, som jeg dog ikke har brugt tid på at tyde, da det ikke har betydning i min historie. Begge dele var foldet ind i et brevpapir fra Hotel Kongen af Danmark og lagt i en kuvert med ‘brudstykker af dansk, fransk og engelsk’ og ‘fundet i gården’ på en adresse på Frederiksvej.

 

Kvinder i politiet

Kvinder i politiet

Anna er journalist, fordi der i 1910 ikke var kvinder ansat i politiet i Danmark. Der var andre steder, og flere pressede på – bl.a. Dansk Kvindesamfund – for, at der skulle ansættes kvinder. I politiet spurgte man andre steder om deres erfaringer med kvindelige politibetjente – så langt væk som i Chicago og Los Angeles, som på det tidspunkt havde haft kvinder ansat i flere år. Her gik der dog stadig flere år, før det blev aktuelt, og den første kvinde blev ansat i Ålborg.
Som man kan se af brevet, var korrespondancen stadig i gang i 1922 – her med the International Association of Police Woman.