Årets første gråmelerede novemberdag af den slags, hvor man godt nok står op men aldrig rigtigt vågner op, og sidder i en stilhed, som næsten er trykkende, fordi de fugle, der ellers plejer at kæfte op af en eller anden grund tier stille.
Kompensationen i dag var at vågne med en helt ny twist på bog 4, poleret gennem flere gange i løbet af natten i en af disse drømme, hvor man drømmer, at man drømmer, at man skriver, og oven i købet kan huske det hele, når man vågner og kan tumle ned til computeren og skrive, hvad hovedet allerede er fyldt af.
Nogle ting skriver sig selv – i dette tilfælde en episode fra Paris, som nok var meningen men ikke lige i den her version, som jeg ikke havde set komme, og hvor der endnu engang er dukket ting og personer op, jeg heller ikke havde forudset, men som viste sig at kunne mere, end jeg havde kunnet håbe på.
Anna og Christian kunne have vandret under Pont des Arts i middagssolen. Malet af Julius Paulsen i 1910. (SMK Open)