Det er Dansens Dag. Noget der naturligt fanger min opmærksomhed, når jeg har en hovedperson som Christian la Cour. Tidligere førstedanser i Den Kongelige Ballet og nu overopdager i politiet. Men han er stadig danser i sin sjæl. Som han engang forklarede Anna, vil hans ben visne, hvis han ikke danser.
Han laver også stadig sine balletøvelser, selvom han og Anna laver Müllerske øvelser sammen hver morgen. Han dansede engang som en slags statist til fornemme baller, så kun sammen med Anna i hendes atelier, så lærte de tango på vej hjem fra New York, og Anna besluttede at de hellere måtte se at blive en del af selskabslivet i København, så han kunne danse rigtigt – med orkester og lysekroner og det hele.
At blive musik
Christian kender følelsen af ikke bare at danse til musik men at blive musik. Lade den fylde kroppen, så hver fiber i kroppen er musik og udtrykker musikken direkte i en symbiose, som er svær at forklare, hvis man ikke har prøvet eller har den form for musikalitet. Han elsker dans. Elsker musik. Er fan af Stravinskij, Rimsky-Korsakov, Ballets Russes, Dhiagilev, Fokine og ikke mindst Nijinsky, som de nu hvert år rejser til at Paris for at se og hilse på – de mødte hinanden i 1910. Christian har naturligvis danset Bournonville, som dreng instrueret af ham selv – han har endda Bournonvilles eget flygel i sin lejlighed. Og han kan få Anna til at danse. Hun tør. Noget af det, han værdsatte fra allerførste øjeblik. Deres tango er så hed, den næsten svider møblerne.
Jeg har været fascineret af ballet, siden jeg var ca. 4 år og dansede til den klassiske musik før aftennyhederne på DR i ført strutskørt og strømpebukser i min egen koreografi. Blev musik. Ikke noget, der blev til meget, når man ikke har hverken danseskole eller balletskole i nærheden – mine forældre kørte mig sågar til en anden by for at danse, men når man er fire år, så danser man ikke. Så er det ‘haren hist i grøften’ eller ‘bro bro brille’, hvilket jeg hårdt erklærede ikke var dans og nægtede at være med. Det var så enden på min dansekarriere.
Vild med ballet
Senere producerede Thomas Grimm nogle fuldstændigt vidunderlige balletprogrammer For DR, Dødens Triumf’ optog alle for 50 år siden, og Matthew Bournes helt særegne Svanesø med kun mænd for 30 år var jeg helt vild med. Det er den eneste Svanesø, jeg reelt kan holde ud at se på.
Da jeg boede i København kunne jeg se ballet på teatret, og endte med at foretrække tv-versionen. Når dansere springer, lander de meget hårdt. Og med nogle solide bump, der forstyrrer musikken. Jeg fik aldrig vænnet mig til den lyd, som tv åbenbart kunne redigere væk eller i hvert fald formindske.
Når jeg forestiller mig Christian danse, er han en slags mellemting mellem Nurejev og Baryschnikov, som er dem, der står stærkest i min erindring. Ja, det er ret længe siden, jeg så meget ballet. Jeg har en endnu ældre ballerina hængende på væggen derhjemme – Gerda Gulda. På et fotografi, hvor min oldefar i gang med at modellere hende, mens hun står model.
Se også https://lendorphoglacour.dk/klaedt-paa-til-dans