Jeg blev for nylig spurgt, om jeg skriver ‘gammeldags’ – lader folk tale som i 1910. Ja, på sin vis. For hvis man ser nærmere på f.eks. aviserne fra dengang, så er der stort set ikke anden forskel på deres og vores sprog, end navneord med stort og aa i stedet for å. Og så nogle vendinger, som f.eks. ‘ok’, som først dukkede op i 50’erne. Sjovt nok var det almindeligt at sige ‘all right’ dengang. Det er så heldigt for mig, for jeg er generelt ret allergisk overfor at historisere for meget. Man kan historisere ting ihjel og ret hurtigt forbi kvalmepunktet. Det bliver simpelthen anstrengende i længden. Samme med dialekter – det er sjove, hvis det er det, det handler om, men ellers…
Lad mig give et eksempel. Det er København 1910, og der taler man ‘københavnsk’, et sprog som ikke har ændret sig synderligt, siden jeg flyttede dertil i ’78, men som derefter ret hurtigt forsvandt næsten helt og nu er erstattet af andre typer af ‘dialekter’, som hænger mere sammen med alder end med geografi, selvom man stadig kan høre på folk, hvor de er fra.
Hvis jeg skulle skrive en københavnsk dialog anno 1910, kunne den se ud som dette eksempel fra vittighedsbladet Jakel, som i hvert nummer bragte
Ugens Droschetur.
Je’ sitter paa min Buk aa filleserferer over Lottes Hale, der æ begyndt aa b’i’e no’et tyndslidt i den sidste Ti’, hva’ der inte æ saa underli’, naar den æ b’e’en brugt baade te’ Fluesmække aa Bræmseapparat aa Damevifte de sidste tyve Aar. Saa paa en Gang kommer der en Her’e aa en Dame heng te’ mej. Di va’, hva’ je’ ve’ kalde i Middelalderen begge to.
De’ æ vel bedst, vi kører Olivvia? sa’e han.
Ha’ vi Raa’ te’ de’ nu, Carl? Sa’e hun.
Du mener, forde ‘a je’ ha’ gi’et Brøggeriet væk, sa’e han.
Ja, nu maa vi jo spare, sa’e hun.
Aa, Fan’en! Sa’e han. – Der æ ingen Ko paa Isen Man ka’ klare sig me’ mejet mindre end vi ha’ ha’t før.
Et Held æ’et at Maggarinen æ saa billi!
Ja, aa Øllet faar vi gratis, sa’ han. De’ ha’ je’ betinget mej i Gavebrevet.
Jamen, vi ha’ to Sønner, sa’ hun, aa dereses Opdragelse koster osse no’et.
Di maa sel’ hjælpe te’ me’, sa’e han. De æ jo voksne nu aa store aa stærke a’ dereses Alder.
Ja, ja, vi klarer den med Gu’s Hjæp nok, sa’e hun. Bare inte Ky’et va’ saa dyr’.
Aa! Te’ en Kallestej om Sønda’en b’i’er der vel nok, sa’e han.
Ja, de’ gø’ der vel, saa hun. Men underli’ æ de’ nu alli’evel og tænkte sej.
Hvafforno’et? sa’e han.
A’ vi ha’ ge’et hele de’ dejli’e Brøggeri væk, sa’e hun. Nu va’ je’ b’e’en saa vant te’et.
Man maa offerere no’et for sit Lands Kunst aa Vi’enskav, sa’e han.
Ja, begriveli’vis, sa’e hun. Du maa heller inte tro, Carl, a’ je’ er ked a’ ‘et.
Næ, de’ ve’ je’, Olivvia, sa’e han. – Du æ værdi’ te’ aa være en Mæsjéns Hustru.
Der æ inte no’et i Vejen for, a’ je’ ka’ gaa me’ min sorte Kjole i Vinter, sa’e hun.
Saad’n ska’ de’ være, sa’e han. Me’ en saad’n Hustru ve’ sin Si’e ka’ man gøre Unnerværker i Retning ‘a aa skaffe sit Land Kun’sværker. Vi ve’ begge to leve gennem Aarhundreder, sa’ han aa slo’ u’ me’ Haanden saa det nær ha’e kostet Lotte et blaat Øje. Hun ha’ de li’e vendt sig for aa se etter, hva’ de’ b’e’ te’, aa saa va’et Hammeren faldt.
Ska’ Di køre? Sa’e je’, eller æ de’ kuns Dyret, Di ve’ ha’ fat i?
Ja vis’ ska’ vi køre, sa’e han. Sid Dej op, Olivvia, aa gø’ Plads te’ mej paa Bavsæ’et. Vi to, sa’e han, maa alti’ ses ve’ hverandres Si’e.
De’ sa’e hun inte no’et te’, men jeg hørte et Smask, aa saa fek je’ Adressen aa saa jolrede vi a’ Valby Bakke te’ al’ hva’ Lotte k’ skravle heng a’ Asfal’en.
Tekst: Axel Breidahl (1876-1948).
Den kvikke læser har formentlig opdaget, det er en kærlig parodi på brygger Jacobsen med frue, som absolut ikke kom til at mangle noget, og hvis dialekt næppe har lignet det her. Hvis nogen tænker Storm P, så er det naturligt nok – han gjorde sig meget i det københavnske, ligesom senere bl.a. Osvald Helmuth. Men…
Det er sjovt, hvis det er for sjov, og det ikke er for langt. Som bogtekst bliver det anstrengende, og det er morderligt svært at gøre korrekt. Jeg foretrækker at skrive, så det er til at holde ud at læse. Strømmen tager på et tidspunkt til Esbjerg, og jeg vil hellere være forståelig end forsøge at skrive jyske dialekter, som der må have været et farligt mylder af på havnen på det tidspunkt – af folk alle vegne fra, da byen var nærmest spritny i 1910. Som jeg ser det, fremmer det ikke forståelsen og bidrager heller ikke til historien andet end i helt særlige tilfælde. Ingen protesterer over, at bøger er oversat fra andre sprog, så jeg ser ingen grund til, at det skulle være anderledes i forhold til tid.
Jeg har brugt lidt fremmedsprog for at antyde, at en dialog er foregået på fransk, tysk eller engelsk – men ikke som hele dialoger – det er lige så forstyrrende.
Tegningen, som blev bragt lige over Ugens Drochetur i Jakel i 1901, er af Poul Kronemann (1872-1945)