Research er mange ting, og en af dem er at kende den aktuelle viden mht. retsmedicin, når man vil skrive krimi. Jeg har det ‘let’, da jeg kan læse dr.med. Knud Pontoppidans (D.Ht. 1853-1916) forelæsninger i retsmedicin fra omkring 1910. Han var den første formand for retslægerådet og dels en meget betydningsfuld person indenfor både medicin og psykiatri (han startede sin karriere som psykiater) og dels som meget populær forelæser. Når man læser hans forelæsninger, som er udgivet i bogform, får man et indtryk af manden, og han er en af dem fra dengang, jeg meget gerne ville have mødt.
Forelæsninger er naturligvis som den slags bør være – videnskabelige, præcise osv., men der er også nogle ting, som det kan være sjovt at fremhæve, da vi stadig i både sproget og ikke mindst tv-vaner stadig har et forhold til indholdet.
Camoufleret mord
Pontoppidan beskriver, hvordan bestemte slag med jiu-jitsu kan forårsage chok og død. Det er noget tidligere end forventet, men altså kendt nok til at blive nævnt. Det indgår i flere beskrivelser af, hvordan man er nødt til at foretage en grundig obduktion, også selvom dødsårsagen kan synes åbenlys. Som i vore dages tv-krimier, er man nødt til fx at være sikker på, at et tilsyneladende selvmord ved hængning ikke dækker over mord ved fx gift eller slag, som ikke ses tydeligt men som alligevel kan have forårsaget død pga. indre blødninger. Det er heller ikke muligt at få en død mands hånd til at klemme om et våben, så det ligner selvmord – det virker kun på tv.
Som man også kan læse i moderne lærebøger i retsmedicin, er der mange slags gift, og man tester heller ikke i dag for alle pr. rutine. Dengang var der de samme ‘favoritter’ som altid – arsenik, stryknin, cyankalium – og Pontoppidan nævner også kokain og curare som muligheder, om end sjældne. Problemet med gifte er, at de som regel er noget tid om at virke – længe nok til at råbe om hjælp, forårsager kramper og i de fleste tilfælde voldsomme opkastninger. Som aldrig ses på tv. Den største forskel på dengang og nu, at der ikke fandtes ‘narkokriminalitet’ som vi forstår det i dag. Til gengæld var alkohol og alkoholrelaterede sygdomme og kriminalitet et meget stort problem.
Rævekager
Gifte var heller ikke dengang lette at få fat i – perioden hvor man kunne få laudanum i håndkøb (opium med alkohol) var for længst forbi, og det meste kunne kun fås på apoteket og på recept. Opiumspræparater kun én gang på en recept – den blev stemplet brugt, uanset om lægen måtte have skrevet, den kunne bruges flere gange. Udlevering af rævekager (nux vomica) og stryknin blev skrevet ned – ja du læste rigtigt – rævekager var et kendt produkt til at bekæmpe ræve dengang. Fotografer kunne få udleveret cyankalium, forudsat de kunne bevise, de var professionelle fotografer. Alle køb blev registreret med hvem, hvornår, hvor meget og til hvad.
Prosit
At definere, hvornår nogen var død, var ikke nogen let sag – der er mange sider om, hvad man skal kontrollere, og hvordan der er usikkerheder. Den populære tv-ting med et dødstidspunkt indenfor et par timer er faktisk ikke mulig – heller ikke nu. Der er tabeller og alt muligt, og i dag har man flere målemetoder end dengang, men det der giver usikkerhederne – sted, omgivende temperatur osv. er præcis de samme. Noget man brugte i ‘gamle dage’ – og i gamle dage i forhold til 1910 – var at holde salmiakspiritus under næsen på den, man ville vide om var helt død, og hvis de nøs, så var de tydeligvis ikke døde. Det er derfor, vi stadig siger ‘prosit’, når nogen nyser. Vi lykønsker dem simpelthen med, at de tydeligvis er i live.
Anduin ©